Komposition

Kaldes også opbygning.

Handlingen er bygget op som en rammefortælling

Novellen begynder med en kommentar fra fortælleren:

Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbet Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i den gamle Præstegaard, hvor nænsomme Mennesker tog sig af den og fik den kær, saa man ikke senere formaaede at skille sig ved den. Ligesom Eventyrets "grimme Ælling" voksede den op her mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar.

Fortælleren starter i nutid (“Dette er”) og markerer dermed en særskilt fortællesituation, hvor fortælleren befinder sig på et senere tidspunkt end begivenhederne. Vi kan forestille os en fortæller, der sidder i en stol og forbereder os på den historie, vi nu skal høre.

Historien skifter derefter over i datid, og så udspiller der sig et lineært handlingsforløb, hvor vi følger Klavs’ udvikling i kronologisk orden: Vi hører om Klavs’ opvækst i præstegården, om det øjeblik, hvor Klavs finder ud af, at han kan flyve, og så om Klavs’ oplevelse, da han forlader præstegården og møder en hunørn, som han følger ud i de åbne vidder.

Ved mødet med hunørnen skifter fortælleren til nutid (”Da suser det med eet i Luften over dens Hoved”), indtil vi til sidst hører om Klavs’ beslutning om at vende tilbage til præstegården. Her bruger novellen igen datid (”Først den næste Morgen naaede den tilbage til Præstegaarden fra sin ubetænksomme Flugt”) i beskrivelsen af, hvordan avlskarlen skyder Klavs.

Eventyret slutter derefter af med en kort fortællerkommentar, som er formuleret i nutid: “For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er voxet op i Andegaarden”.

Her bevæger vi os altså tilbage til den fortællesituation, vi befandt os i ved novellens begyndelse. Dermed kan vi sige, at handlingen er bygget op som en rammefortælling med et lineært handlingsforløb i midten.

Skiftet fra rammefortællingen til den egentlige historie markeres ved et skift fra nutid til datid og tilbage til nutid igen. Ændringen til nutid undervejs i fortællingen (ved mødet med hunørnen), betyder ikke, at vi her forlader handlingen og bevæger os ud i rammen. Det er i stedet et udtryk for, at spændingen intensiveres, da Klavs møder hunørnen.

Virkning

Rammefortællingen gør os i begyndelsen opmærksomme på, at novellens hovedfigur – den unge ørn – har noget til fælles med hovedfiguren i H.C. Andersens eventyr “Den grimme Ælling”. Det medfører, at vi har fortællingen om den grimme ælling i baghovedet, når vi læser ”Ørneflugt...