Fortæller

“Ørneflugt” fortælles af en personbunden tredjepersonsfortæller

“Ørneflugt” fortælles af en tredjepersonsfortæller. Det ser vi, fordi fortælleren beretter om novellens personer ved at beskrive dem i tredje person: “Klavs”, “den”, “han”, “hun”.

Tredjepersonsfortælleren i “Ørneflugt” er en personbunden fortæller (også kaldet personal fortæller). Vi kalder fortælleren personbunden, fordi historien er fortalt med indre synsvinkel igennem én bestemt person. Som læsere oplever vi begivenhederne i “Ørneflugt” igennem ørnen Klavs. Det ser vi ved, at fortælleren kun har adgang til Klavs’ tanker og ingen andres:

Det kunde vel en og anden Gang hænde, især paa stormfulde Dage eller naar et Uvejr trak op, at der vaagnede en ubestemt Længsel, en taaget Hjemvefølelse i den fangne Himmelætlings Bryst. Den kunde da sidde i halve Døgn med Næbet trykket ned i Brystets smudsige Fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde.

Her ved fortælleren, at der vågner en ubestemt længsel i Klavs indre. Dermed er det tydeligt, at fortælleren har et vist indblik i Klavs tanke- og følelsesliv. Når fortælleren derimod beskriver hunørnen og de andre personer, sker det udefra. Fortælleren har ikke adgang til deres tanker:

"Mon hun dog ikke vil sætte sig?" tænker han, uhyggelig tilmode ved dette uforklarlige Bulder. Han har næsten heller ingen Vejr mere og føler Vingerne saa matte, saa tunge. Men højere og højere stiger Hunørnen, videre og videre sejler den frem over rødmende Bjærgrygge, – lokkende, kaldende.

Den manglende adgang til hunørnens tanker viser, at fortælleren er bundet til Klavs’ indre synsvinkel og til at beskrive hunørnen og de andre dyr og personer udefra.

Fortælleren i “Ørneflugt” minder lidt om en alvidende fortæller. Fortælleren ved nemlig tilsyneladende mere om Klavs, end Klavs selv gør. Vi ser fx fortællerens overblik, når han kalder Klavs for “den fangne Himmelætling” og samtidig antyder, at Klavs ikke selv ved, han er en ørn.

Med tilnavnene ”Himmelætling” og “Kongeætling” viser fortælleren, at Klavs er født til noget andet og mere end blot at vralte omkring i præstegården med stækkede vinger. Fortælleren ved, hvad det er for en slags længsel, der rører sig i Klavs’ bryst, men som for ørnen selv forbliver ”ubestemt”. Det viser, at fortælleren har overblik over historien.

Virkning

Novellen er fortalt af en personbunden fortæller. Det gør, at vi kommer tæt ind på livet af Klavs, identificerer os med ham og får sympati for ham. Det gør også, at det primært er Klavs’ tanker og holdninger til begivenhederne, der kommer til udtryk i novellen (på nær når vi kan mærke fortællerens stemme - særligt i begyndelsen og slutningen).

Fortælleren har dog også karakter af at være alvidende. Fortælleren ved, at Klavs’ længsler er virkelige og ’ørneagtige’, selvom Klavs ikke selv er klar over det. Det gør, at vi oplever historien på en anden måde: Som læsere ved vi mere end Klavs. Dermed kan vi forstå hans udlængsel i en anden grad, end Klavs selv kan.

Fortælleren leder også vores tolkning i en bestemt r...