Fortæller

“Ørneflugt” fortælles af en åbenlys, personbunden tredjepersonsfortæller

“Ørneflugt” fortælles af en tredjepersonsfortæller. Det ser vi, fordi fortælleren beretter om novellens personer ved at beskrive dem i tredje person: “Klavs”, “den”, “han”, “hun”.

Tredjepersonsfortælleren i “Ørneflugt” er en personbunden fortæller (også kaldet personal fortæller). Vi kalder fortælleren personbunden, fordi historien er fortalt med indre synsvinkel igennem én bestemt person. Som læsere oplever vi begivenhederne i “Ørneflugt” igennem ørnen Klavs. Det ser vi ved, at fortælleren kun har adgang til Klavs’ tanker og ingen andres:

Det kunde vel en og anden Gang hænde, især paa stormfulde Dage eller naar et Uvejr trak op, at der vaagnede en ubestemt Længsel, en taaget Hjemvefølelse i den fangne Himmelætlings Bryst. Den kunde da sidde i halve Døgn med Næbet trykket ned i Brystets smudsige Fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde.

Her ved fortælleren, at der vågner en ubestemt længsel i Klavs indre. Dermed er det tydeligt, at fortælleren har et vist indblik i Klavs tanke- og følelsesliv. Når fortælleren derimod beskriver hunørnen og de andre personer, sker det udefra. Fortælleren har ikke adgang til deres tanker:

"Mon hun dog ikke vil sætte sig?" tænker han, uhyggelig tilmode ved dette uforklarlige Bulder. Han har næsten heller ingen Vejr mere og føler Vingerne saa matte, saa tunge. Men højere og højere stiger Hunørnen, videre og videre sejler den frem over rødmende Bjærgrygge, – lokkende, kaldende.

Den manglende adgang til hunørnens tanker viser, at fortælleren er bundet til Klavs’ indre synsvinkel og til at beskrive hunørnen og de andre dyr og personer udefra.

Fortælleren i “Ørneflugt” minder lidt om en alvidende fortæller. Fortælleren ved nemlig tilsyneladende mere om Klavs, end Klavs selv gør. Vi ser fx fortællerens overblik, når han kalder Klavs for “den fangne Himmelætling” og samtidig antyder, at Klavs ikke selv ved, han er en ørn.

Med tilnavnene ”Himmelætling” og “Kongeætling” viser fortælleren nemlig, at Klavs er født til noget andet og mere end blot at vralte omkring i præstegården med stækkede vinger. Fortælleren ved, hvad det er for en slags længsel, der rører sig i Klavs’ bryst, men som for ørnen selv forbliver ”ubestemt”. Det viser, at fortælleren har overblik over historien.

Fortælleren forholder sig åbenlyst til sin egen historie

Man skelner mellem åbenlyse og skjulte fortællere. Den åbenlyse fortæller giver sig til kende, enten som en selvstændig person i historien (førstepersonsfortæller) eller med direkte kommentarer til historien. Det står i modsætning til skjult fortællere. Fortælleren i “Ørneflugt” er en åbenlys fortæller. Det ser vi tydeligst i novellens begyndelse, hvor fortælleren forholder sig åbenlyst til sin egen fortælling:

Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbet Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i den gamle Præstegaard, hvor nænsomme Mennesker tog sig af den og fik den kær, saa man ikke senere formaaede at skille sig ved den. Ligesom Eventyrets "grimme Ælling" voksede den op her mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar.

Fortælleren giver sig til kende ved at sige, at vi nu skal høre en historie. Her skriver fortælleren i nutid - “dette er” - mens selve historien foregår i datid, indtil det punkt, hvor Klavs møder hunørnen. Fortælleren kommer desuden til syne i...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind