Fortæller

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

”Muldskud” fortælles af en alvidende tredjepersonsfortæller. Det vil sige, at fortælleren bruger stedord som ’han’, ’hun’, ’de’ og ’dem’, fx ”En Dag brød de pludselig op og rejste bort for aldrig mere at gense Stedet”.

Vi siger, at fortælleren er alvidende, fordi fortællerens viden om fortællingen strækker sig over lang tid og over flere personer. Vi hører i begyndelsen af novellen, at fortælleren husker tilbage til ”For henved en Menneskealder siden”. Til sidst i novellen ved fortælleren, at ”det fortaltes, at de drog ud i Verden og fandt en ny og varigere Lykke ved at øve Barmhjærtighed”. 

Fortælleren har altså et stort overblik over fortællingens forløb.  Fortælleren ved, hvornår huset blev bygget, og hvad folk sagde om ægteparret, efter de flyttede ud. Fortælleren ved derudover, hvad ægteparret ønskede sig. Denne adgang til deres tanker er også et kendetegn hos en alvidende fortæller.

Det er dog mærkeligt, at fortælleren ikke ved præcis, hvad der skete med ægteparret, da de flyttede væk fra villaen. Vi hører kun, at ”det fortaltes, at de drog ud i Verden”. Det er næsten, som om fortælleren er bundet til stedet og ikke til personerne i ”Muldskud”. Fortælleren kan ikke følge med dem, fordi historiens fokus lige så meget ligger på stedet som på personerne. Det er en slags alvidende fortælleren med geografiske begrænsninger.

Den alvidende fortæller kan kommentere på begivenhederne i en novelle. Det ser vi også i “Muldskud”, hvor der er tydelige vurderinger af nogle af ægteparrets handlinger og ejendele, fx kaldes hunden for ”lille” og ”fed”. Ordet ”fed” er negativt ladet. Det viser, at fortælleren betragter hunden og dens luksuriøse livsstil som fjollet.

Det er dog også kendetegnende for ”Muldskud”, at fortælleren nogle gange trækker sig tilbage og lader handlingerne udspille sig for vores øjne uden at kommentere det. Dialogen er f.eks. gengivet uden tydelige fortællerkommentarer, og læseren må her selv vurdere situationen, i dette tilfælde om vi finder ægteparret usympatisk.

Virkning

En alvidende tredjepersonsfortæller er en fortællertype, der virker til at have overblik over novellens handlingsforløb. Fortælleren kan let skifte mellem fortid og nutid, og vi ser fx i novellens begyndelse, at fortælleren går ”en Menneskealder” tilbage i tiden.

Fortællerkommentarerne er også med til at gøre beskrivelserne af ægteparret og deres bolig mere kritiske. Vi fornemmer gennem nogle af fortællerens negativt ladede ord, at vi skal føle afsky ved ægteparrets livsstil.

Omvendt er der også brugt mange positive ord, men de virker så overdrevne, at de faktisk kun forstærker følelsen af, at ægteparret er egoistiske og uden kontakt til den virkelige verden udenfor havens gitterport. Fortælleren siger ...