Sprog
Den sproglige stil er høj i beskrivelserne og lavere i dialogen
I ”Muldskud” benytter Henrik Pontoppidan sig både af høj og lav sproglig stil. Den høje sproglige stil ser vi især i beskrivelserne, mens dialogen mellem havekarlen og manden er præget af en lavere sproglig stil.
En høj sproglig stil virker mere formel end lav sproglig stil. Sætningerne er ofte lange, og der benyttes ord og udtryk, som vi ikke bruger i almindeligt talesprog. En tekst med høj sproglig stil benytter sig også ofte af detaljerede beskrivelser og billedsprog. Disse kendetegn ser vi i beskrivelserne i ”Muldskud”.
Beskrivelserne af villaen i begyndelsen af novellen er et eksempel på den høje sproglige stil:
Der ligger i en smilende Egn mellem Skov og Sø en øde, bestandig ubeboet Villa, halvt et Slot, bygget af smukke, røde Sten, med et lille Taarn, sirlige smaa Karnapper og en lukket Glasveranda, der om Efteraaret ganske skjules af en blodrød vild Vin.
Sætningen er for det første meget lang, og den bliver ved med at tilføje nye led, der fortæller mere om villaens udseende. Fortælleren benytter sig for det andet af en lang række adjektiver til at beskrive naturen og villaen. Der bliver brugt mange flere, end man ville bruge i dagligdagstale. Fortælleren benytter sig også af billedsprog, når der anvendes udtryk som ”en smilende Egn” og ”en blodrød vild Vin”. Det er med til at højne den sproglige stil.
Et andet eksempel på den høje sproglige stil er denne beskrivelse af haven:
Han lod med Henrykkelse Øjet glide over Haven for at inddrikke det fine Morgenlys, der sigtedes gennem en let, gylden Dis, hvori alle Omgivelserne endnu ligesom blundede. Han indaandede med Velbehag den friske, fugtige Luft, der var svanger med sød Blomsterduft, og han smilte ved Lyden af lærkerne, der hørtes inde over Skoven.
Sproget er her igen opladet med billeder, fx ”den friske, fugtige Luft, der var svanger med sød Blomsterduft”, det vil sige en luft, der syntes at være gravid med blomsterduft. Vi finder desuden mange adjektiver ”fine”, ”let”, ”gylden”, ”friske”, ”fugtige” og ”sød”. Sproget virker til at kamme over af højtidelighed og skønhed. Der kan næsten ikke indsættes for mange adjektiver eller for mange sproglige billeder til at beskrive havens skønhed, og det kommer til at virke overdrevet og fjollet i stedet for smukt og overdådigt.
Der er dog et par steder, hvor fortælleren benytter sig af talesprog i beskrivelserne, fx ”Ja saa fuldkommen var deres Lykke, at de bogstavelig kun havde et eneste lille Ønske tilbage, nemlig, at det engang maatte forundes dem ogsaa at følges ad til Evighedens Porte”. Det indledende ’ja’ møder vi tit i dagligdagstale, og det gør, at sætningen bliver lidt mere talesprogsagtig. Den samme effekt har udtrykket ”bogstaveligt”, der også er et udtryk, der ofte bruges i talesprog.
Det mest talesprogsagtige sprog ser vi dog i novellens dialog. Sætningerne er her korte og enkle, og der bliver brugt udtryk,...
