Komposition
"Nattergalen" eksperimenterer med hjemme-ude-hjem-modellen
”Nattergalen” er et lidt atypisk eventyr, fordi det ikke fremgår helt tydeligt, hvem den egentlige hovedperson er. Nattergalen selv spiller selvfølgelig en stor rolle i fortællingen, men den er også en statisk karakter, som ikke udvikler sig. Den forbliver den samme gennem hele eventyret (beskeden, venlig, hjælpsom og med en fantastisk sangstemme). Til gengæld udvikler kejseren sig en hel del. Han har ændret sig og er kommet et ”nyt sted” hen i slutningen af eventyret. Derfor giver det mest mening at tale om hjemme-ude-hjem-modellen i forbindelse med kejserens udvikling.
”Nattergalen” benytter sig ikke slavisk af hjemme-ude-hjem-modellen. Eventyret er nemlig ikke bygget op sådan, at der er en hovedperson, der tager hjemmefra og ud i verden for at lære noget nyt for så derefter at vende meget klogere hjem. I stedet for at kejseren tager ud i verden, kommer verden til ham i form af nattergalen. Det er igennem nattergalen, at kejseren lærer noget nyt og ændrer sig.
I begyndelsen af eventyret er kejseren vant til, at alle adlyder ham blindt. Når han fx beordrer, at nattergalen skal findes, kaster hele hoffet sig ud i opgaven for ikke at blive straffet (”dunket på Maven, naar det har spiist Aftensmad”). Og da nattergalen ser sit snit til at stikke af, bliver han meget forarget og forfremmer i stedet den kunstige nattergal til ”Høikejserlig Natbord-Sanger”. Indtil da kan man tale om, at kejseren er hjemme. Der hersker en bestemt orden, som han ikke stiller spørgsmålstegn ved, men selv er opretholder som den øverste autoritet.
Der sker imidlertid et brud på hidtidige orden, da kejseren ligger for døden, og den kunstige nattergal ikke reagerer på hans ordre om at synge. Der sker noget nyt; det vil sige, at kejseren i den situation er ude. Vi kan også formulere det sådan, at kejseren virkelig føler, at det er ude med ham, da døden sidder på hans bryst, og han ikke kan få hjælp af den kunstige nattergal.
Det er her, at ”Nattergalen” for alvor afviger fra hjemme-ude-hjem-modellen. Kejseren rejser som nævnt ikke ud i verden for at lære noget nyt, men i stedet lærer han en vigtig lektie, da den virkelige nattergal redder hans liv:
”Altid maa Du blive hos mig!" sagde Keiseren, "Du skal kun synge, naar Du selv vil, og Kunstfuglen slaaer jeg i tusinde Stykker.”
Her indser kejseren, at han ikke kan kontrollere hvor og hvornår, nattergalen skal synge. Han ændrer dermed sin tidligere kontrollerende og kommanderende facon. I slutningen af eventyret har kejseren altså ændret sig. Vi kan derfor tale om, at han er hjemme igen, selv om han ikke har forladt slottet. Men han har udviklet sig, og en ny orden er blevet etableret.
Som vi kan se, følger Nattergalen altså ikke den klassiske hjemme-ude-hjem-model, men der findes stadig elementer af den i eventyret. På den måde kan vi sige, at Nattergalen eksperimenterer med hjemme-ude-hjem-modellen.
Virkning
Det kræver typisk noget ekstra af os som læsere, når et eventyr eksperimenterer med den model, vi er vant til. Så skal vi højst sandsynligt lidt mere på banen i analysen. Herudover fremstår eventyret også mere åbent for fortolkning, når det ikke følger den helt klassiske model for eventyr. I den situation skal læseren fx selv tage stilling til, hvem...
