Personkarakteristik

Nattergalen repræsenterer naturen og den ægte kunst

Selv om Nattergalen ikke er en egentlig person, spiller den en hovedrolle i eventyret. Den er nemlig besjælet; det vil sige, at den har fået menneskelige egenskaber. Det ser vi fx i kraft af, at den kan tale. H.C. Andersen benyttede sig ofte af besjælinger, og det er et af de særlige eventyrtræk.

Nattergalens vigtigste egenskab er, at den synger usandsynligt smukt. Sangen bliver både beskrevet som ”den deiligste Sang”, ”det allerbedste”, og der står også, at den sang ”med sin søde, velsignede Stemme”. Sangen er både den egenskab, som gør, at Nattergalen kommer op på slottet i første omgang, og det er også sangen, som i sidste ende fordriver døden og redder kejserens liv.

Nattergalens sang får dermed nærmest overnaturlige kræfter. Vi kan læse nattergalen og dens sang som et symbol på kunsten mere generelt. På den måde fremstår nattergalen som et symbol på, at kunsten kan overvinde alt. Det bliver uddybet i afsnittet om Sprog og symboler.

Igennem hele eventyret forbindes Nattergalen med naturen og det naturlige. Den bor i ”den deiligste Skov med høie Træer og dybe Søer. Skoven gik lige ned til Havet, der var blaat og dybt”, og da den flyver bort fra slottet, flyver den ud til ”sine grønne Skove ”. Naturen beskrives her meget positivt (fx ”den deiligste Skov”), og disse positive beskrivelser ’smitter af på’, hvordan en læser opfatter nattergalen. Nattergalen synes også, at dens sang ”tager sig bedst ud i det Grønne”. Den foretrækker altså at synge i skoven fremfor for på det fornemme og rige slot. Det viser, at rigdom og overflod ikke er vigtigt for den. Tværtimod føles det bedre for den at synge ude i naturen.

Nattergalen værdsætter generelt det frie liv, hvor den kan gøre, som den ønsker. Det ser vi, da den kommer til hoffet. Her får den sit eget bur og 12 tjenere, der holder den i silkebånd, når den skal ud. Den form for ufrihed bryder den sig ikke om:

Den skulde nu blive ved Hoffet, have sit eget Buur, samt Frihed til at spadsere ud to Gange om Dagen og een Gang om Natten. Den fik tolv Tjenere med, alle havde de et Silkebaand om Benet paa den og holdt godt fast. Der var slet ingen Fornøielse ved den Tour.

Den sidste sætning i citatet (”Der var slet ingen Fornøielse ved den Tour”) viser tydeligt, at nattergalen ikke trives i fangenskab på slottet. I slutningen af eventyret understreges det også, at nattergalen gerne vil blive ved med at komme og synge for kejseren, men kun når den selv har lyst. Den vil altså bevare sin frihed og retten til at bestemme over sig selv og sin egen sang.

Af udseende beskrives den som ”lille” og ”graa”, og læseren kan derfor slutte, at den ser meget beskeden ud. Det får den til at stå i skarp kontrast til den kunstige nattergal, som er besat med alverdens ædelsten, guld og sølv. Men det viser sig, at al den rigdom og udsmykning slet ikke har nogen betydning, når det kommer til stykket. For da kejseren kalder på hjælp, er det den virkelige nattergal, der kommer ham til undsætning og ikke den kunstige. Den lille nattergal med det beskedne udseende viser sig altså at være meget mere værd end den kunstige og rigt udsmykkede nattergal.

Ligesom nattergalen er beskeden af udseende, er den også beskeden i materiel forstand. Da kejseren ønsker at give den en guldtøffel som belønning for dens sang, afviser den dette. At give kejseren tårer i øjnene er belønning nok for den:

"Jeg har seet Taarer i Øinene paa Keiseren, det er mig den rigeste Skat! en Keisers Taarer har en forunderlig Magt! Gud veed, jeg er nok belønnet!"

Nattergalen værdsætter altså ikke de materielle goder som fx guld og ædelstene. I stedet sætter den pris på ægte følelser og den personlige ...