Fortæller og synsvinkel

Fortælleren i ”Nattergalen” er en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Nattergalen” er en alvidende tredjepersonsfortæller. Det betyder, at fortælleren har hele overblikket over fortællingen og frit kan vælge at give læseren de informationer, som fortælleren ønsker. Det betyder også, at fortælleren har adgang til alle karakterernes tanker. Fx ved fortælleren, at det fornøjer kejseren at høre udenlandske gæsters beskrivelser af hans by, slot og have.

Som alvidende tredjepersonsfortæller er fortælleren ikke selv en karakter i eventyret, men fortæller eventyret udefra i tredjeperson. Derfor kan fortælleren også selv vælge, hvordan handlingen skal præsenteres og i hvilket tempo. Det vil fx sige, at det er fortælleren, der skruer op og ned for tempoet i fortællingen. Det ses fx i sætningerne ”Saaledes gik der et heelt Aar” og ”Nu vare fem Aar gaaet”.  Her skrues fortælletempoet op, hvilket suverænt er fortællerens beslutning. Andre steder skrues der ned for fortælletempoet, og vi får udpenslede og detaljerede scener. Det vidner om, at der ifølge fortælleren foregår noget vigtigt i historien, som vi skal høre om på en mere detaljeret og udfoldet måde.

Fortælleren benytter sig af en del af talesprog. Det er der flere eksempler på. Fx indledes hele eventyret med følgende sætning: ”I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser” og lidt senere står der: ”Ja, Alting var saa udspeculeret i Keiserens Have”. Både jo’et og ja’et er med til at give teksten et talesprogsagtigt præg, som giver indtryk af en imødekommende og måske lidt jovial fortæller. Som læser får man indtryk af at være på samme niveau som fortælleren, og man får i hvert fald ikke indtryk af at blive talt ned til. Herudover er den direkte læserhenvendelse ”du” med til at inddrage læseren i fortællesituationen og med til at understrege fornemmelsen af en imødekommende fortæller.

Fortællingens mundtlige træk viser også, at ”Nattergalen” efterligner en mundtlig fortællesituation. Det er, som om vi befinder os i samme rum som fortælleren, selv om vi ’bare’ læser historien i en bog. Den mundtlige fortællesituation var den traditionelle måde, eventyr blev fortalt på. Derfor er det et typisk træk hos fortællere i eventyr at efterligne en mundtlig stil.

En alvidende tredjepersonsfortæller er generelt med til at få læseren til at føle, at der er styr på fortællesituationen, og da der ikke er nogen indikationer på, at fortælleren i Nattergalen er utroværdig, skal læseren ikke være på vagt over for fortæller...