Komposition

Kaldes også opbygning.

Teksten afviger fra hjemme-ude-hjem-modellen

Mange eventyr starter med, at historiens hovedperson er hjemme. Derefter bevæger personen sig ud på en rejse, hvor han eller hun gennemgår en slags udvikling. Rejsen kan sammenlignes med overgangen fra barn over ung til voksen og indeholder som regel tre eller flere prøver. Til sidst vender hovedpersonen tilbage til hjemmet. Denne opbygning eller komposition kaldes Hjemme-ude-hjem-modellen.

Der er nogle eventyr, som ikke følger denne klassiske måde at opbygge et eventyr på. Det gælder især kunsteventyr. "Den lille pige med svovlstikkerne" er et af de tilfælde. Pigen starter ikke med at være hjemme, og hun ender heller ikke med at komme hjem. Derimod er hun "ude" fra start til slut. Faktisk hører vi, at hun ikke tør vende hjem til sine forældre, fordi hun ingen svovlstikker har solgt og heller ikke har tigget sig til nogen penge. Hun er bange for, at hendes far vil slå hende. Desuden er der også koldt i hendes hjem, så hun vil hellere blive ude i byen, selv om der er endnu koldere dér.

Vi kan godt sige, at pigen på en måde vender hjem til sidst. Her flyver hun op til Gud sammen med sin afdøde mormor. Mormoren beskrives som ”den eneste, der havde været god mod hende”. Mormoren er altså en person, som den lille pige er tryg ved. Den lille pige føler sig med andre ord hjemme hos mormoren.

I slutningen føler hun sig også hjemme hos Gud, for her er ”ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst”. Alt det, der plager den lille pige, mens hun går omkring i den kolde by og når hun er hjemme hos sine forældre, er der altså ingenting af hos Gud. Vi må derimod formode, at der er varme, og at hun føler sig mæt og tryg, sådan som vi forventer, at man bør have det, når man er hjemme.

I overført forstand kan vi derfor sige, at kompositionen er præget af en slags ude-hjemme-model. Pigen finder ikke tilbage til sit hjem til sidst, men hun føler sig hjemme sammen med mormoren og Gud. På samme måde føler hun sig ude i begyndelsen og midten af eventyret, selv når hun tænker på sit egentlige hjem.

Virkning

Afvigelsen fra hjemme-ude-hjem-modellen har den effekt, at teksten ikke virker som et traditionelt eventyr. Den virker snarere som en socialrealistisk novelle, hvor vi får ondt af den lille pige, fordi hun kun får et hjem i overført betydning. I virkeligheden forbliver hun ude gennem hele fortællingen og udvikler sig heller ikke psykologisk. Til sidst fryser hun ihjel og er dermed helt ude af livet.

Eventyret føles på den måde meget trist, fordi der hverken er noget trygt sted at rejse ud fra eller vende hjem til. Der er kun et hjem hos Gud og den døde mormor. Døden er altså det eneste hjem i eventyret, som derfor kommer til at virke uhyggeligt og trist.

Selv om pigen til sidst føler sig hjemme, kan det ikke skjule, at hun er blevet forsømt af sine forældre og af det omgivende samfund. Virkningen af den utraditionelle komposition er altså, at vi bliver gjort opmærksom på et enormt samfundsproblem i form af kontrasten mellem de fattiges mangler og de riges overflod.

Opbygningen af ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” følger berettermodellen

Berettermodellen anvendes ofte i analyser af film...