Sprog og symboler

Teksten bruger en del eventyrsprog

”Den lille Pige med Svovlstikkerne” virker som en realistisk fortælling. Alligevel opfatter vi også teksten som et eventyr. Det skyldes blandt andet, at tekstens sprog skaber en særlig eventyrtone i teksten.

Eventyrsprog er typisk præget af en hyggelig og fortrolig tone, der skyldes, at stilen er mundtlig og kendetegnet af mange vendinger fra talesprog. Eventyrsprog kan virke barnligt og naivt, fordi eventyr typisk er fortalt til børn. Det skal vi dog ikke lade os narre af. Fortælleren viser sig som regel at være alt andet end naiv, og de enkle budskaber har en dybde, så voksne læsere kan få mindst lige så meget ud af eventyrene, som børn kan.

I ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” kan vi fornemme eventyrtonen allerede i indledningen. Teksten starter ikke med den velkendte formel ”Der var engang”, men alligevel skinner eventyrtonen igennem i fortællerens beskrivelse:

Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder.

Det lille ord ”saa” i den første sætning er med til at sætte tonen. Hvis der bare havde stået ”Det var grueligt koldt”, ville begyndelsen på teksten have mindet mere om en novelle. Men når der i stedet står ”Det var saa grueligt koldt”, giver det indledningen et mere fortroligt og hyggeligt præg, selvom indholdet bestemt ikke er hyggeligt. Vi fornemmer nærmest, hvordan fortælleren mærker kulden i sig selv i genfortællingen. Og alligevel føles det, som om vi sidder lunt og godt og lytter til historien om den lille pige i den kolde nytårsnat. Fortælleren signalerer med andre ord til os, at nu skal vi forestille os, hvor koldt det faktisk var denne ”sidste Aften i Aaret”.

Eventyrets mundtlige præg ser vi både i den allerførste sætning og i den næste, hvor ordet ”det” bliver gentaget, så teksten kommer til at virke opremsende: ”det sneede og det begyndte at blive mørk Aften”. Det er karakteristisk for mundtlig stil, at sproget netop er opremsende. Det kan virke overflødigt for indholdet, at fortælleren gentager ”det”, men for tonen har det stor betydning.

Det ser vi igen, da den lille pige præsenteres: ”I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige”. Her kunne fortælleren have sparet på ordene ved fx at skrive ”i kulden og mørket gik…”. Ved at fremhæve både ”denne Kulde” og ”dette Mørke” bliver beskrivelsen i stedet opremsende og lidt omstændelig. Sproget kommer til at virke lidt naivt, når fortælleren er så omhyggelig med at fremhæve de enkelte elementer i historien. Den naive tone er som nævnt med til at skabe det særlige eventyrsprog, som vi altid møder i H.C. Andersens eventyr.

Lidt senere i teksten bruger fortælleren et andet virkemiddel, der er typisk for eventyrsprog, nemlig lydefterlignende ord: ”Hun trak een ud, »ritsch!« hvor spruddede den, hvor brændte den! det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den”.

Her gengiver teksten, hvordan det lyder, når den lille pige tænder en svovlstik. Det virker som et barnligt træk i teksten og er med til at signalere, at det er en fortælling for børn. Lydefterlignende ord er dog et typisk eventyrtræk og et klassisk stilistisk virkemiddel. Fagbegrebet for den slags ord er onomatopoietikon. Ordet "onomatopoietikon" betyder ganske enkelt ”at skabe ord”, og det er lige præcis, hvad en forfatter gør, når han eller hun bruger et lydefterlignende ord.

Ordet ”ritsch” er i eventyret efterfulgt af to udbrud: ”hvor spruddede den, hvor brændte den!” Den slags udbrud er også med til at skabe den mundtlige stil, der kendetegner eventyrsproget. Der er flere eksempler på sådanne udbrud i teksten. Fx udbryder fortælleren i beskrivelsen af den lille pige: ”den lille Stakkel!” Udbruddene kommer ofte lidt pludseligt, akkurat som det sker i talesprog.

Det er dog vigtigt at understrege, at talesproget hos H.C. Andersen er stiliseret. Fortællerens stil er altså ikke en gengivelse af, hvordan vi taler i virkeligheden. Det er en gengivelse af karakteristiske træk ved talesproget som fx indskudte småord, opremsninger, lydefterlignende ord og udbrud.

Virkning

Alt i alt kan vi sige, at der er en del eksempler på eventyrsprog i teksten. Sproget signalerer dermed, at ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” er et eventyr, selvom miljøet er realistisk og mere moderne, end det ofte er i eventyr, både i folkeeventyr og i H.C. Andersens andre eventyr.

Eksemplerne på eventyrsprog er dog ikke så iøjnefaldende i teksten. Det er faktisk lidt vanskeligt at analysere, hvordan fortælleren helt præcist skaber det særlige eventyrsprog. Men de mange indskudte småord og korte opremsninger giver teksten en mundtlig stil, der bliver understreget af lydefterlignende ord og udbrud.

Til sammen har eksemplerne på eventyrsprog derfor den virkning, at teksten får et fortroligt præg. Fortællingen virker nærmest hyggelig, selvom indholdet er dybt tragisk. Det er også en effekt af tekstens eventyrsprog.

Der bruges mange positive ord i eventyret

Det er et typisk eventyrtræk, at der bruges mange positive ord i beskrivelserne. Der kan også være mange negative ord, men det er især de positive ord, der fylder meget i de fleste eventyr. Det skyldes, at eventyr ofte handler om drømme og om de ting, hovedpersonerne gerne vil opnå.

I ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” er der...