Sprog

Sproget i “Blikdåserne” er en særlig blanding af høj litterær stil og jævnt talesprog eller lav stil. Det er både fortælleren og hovedpersonen, der bruger forskellige stillejer. Sprogblandingen gør novellen mindre socialrealistisk, end vi kunne forvente af en novelle af Harald Herdal. Til gengæld kommer det filosofiske indhold og spørgsmålet om meningen med livet til at stå i centrum. Den sproglige analyse viser også, at novellen rummer en del billedsprog og symboler, der understreger det filosofiske indhold.

Sproget er præget af både høj og lav stil

Sproget i “Blikdåserne” er meget varieret. Det skyldes, at novellen blander høj og lav stil, og at springene mellem de to stillejer er pludselige. Blandingen sker helt ned i de enkelte sætninger, som når fortælleren beskriver hovedpersonen i novellens indledning: “Han bevægede sig frem som med en slags hop der lige satte ham rask hen ad vejen, en besynderlig gangart og helt hans egen”. At “bevæge sig frem” og “sætte sig rask hen ad vejen i en besynderlig gangart” er udtryk, der hører hjemme i en relativt høj stil, mens “en slags” er et mere mundtligt og lavt udtryk.

Blandingen af høj og lav stil er også tydelig, når beskrivelser og tanker kommer lige efter hinanden. Vi ser det fx i afsnittet om vagabondens frygt for byer, som han går igennem “yderst langsomt og altid inde nær husene. Altid påpasselig, agtpågivende - og ængstelig. Man ved jo aldrig. Hunde og den slags!” De sidste to bemærkninger - “Man ved jo aldrig. Hunde og den slags!” virker som vagabondens udtryk, selvom de ikke er formuleret som direkte citater. De er igen jævne, mundtlige udtryk, der står i modsætning til den mere højstemte beskrivelse, der kommer lige før.

I løbet af novellen bliver fortællerens sprogbrug præget af hovedpersonens lavere stil. Det ser vi fx i overgange mellem afsnit, hvor det virker, som om fortælleren har så travlt med at komme videre i beskrivelserne, at han “glemmer” at bruge navneord eller stedord og taler i opremsninger og stikordsform.

Fx begynder fortælleren et afsnit uden brug af “han”, altså uden et grundled. “Standsede forpustet og svedig op, pustede, kom til at hoste, snappede efter været, stod stille med noget næsten vildt i ...