Vinkel: Fokus på vagabondens spørgsmål

I denne vinkel har vi fokus på vagabondens spørgsmål i “Blikdåserne”. Vagabondens spørgsmål er dét, der afrunder novellen, nemlig spørgsmålet: “Hvad gør andre?” I bredere forstand kredser novellen om spørgsmålet: Hvad giver mening i et menneskes liv?

Vi vil først se nærmere på vagabondens søgende tilgang til livet og holde den op mod de skråsikre overbevisninger, han også har. Vi vil derefter undersøge, hvorfor han ikke er del af de andre vagabonders fællesskab, og hvad det er for et spørgsmål, han forsøger at stille dem. Endelig vil vi analysere, hvad fortælleteknikken betyder for vagabondens mange spørgsmål. Det betyder, at vi især bruger pointer fra analysen af personkarakteristik, miljøbeskrivelse og fortælleteknik, men også inddrager relevante pointer fra andre analysepunkter.

Vagabondens søgende tilgang til livet

Det kan virke underligt at fremhæve vagabonden som en person med en søgende tilgang til livet. Umiddelbart lader han nemlig til at være meget sikker i sin sag. Det ser vi gennem hele hans diskussion med sig selv om meningen med at samle blikdåser. Her udbryder han fx:

Sagen var jo klar, soleklar. Se nu blomsterne … Eller dyrene … Har de ikke deres at sørge for? Er der ikke mening med deres liv? Kan man ikke se det med sine egne øjne? Nå. Må jeg så spørge: skal der ikke være en mening med ens liv? Hvad er man ellers til for? Han knejsede i al sin ydmyghed og så sig udæskende om som ventede han et svar, en indvending.

Alle de spørgsmål, han stiller her, er retoriske spørgsmål. Det vil sige, at svarene giver sig selv. Faktisk skal man slet ikke svare på et retorisk spørgsmål. Men vil man alligevel forsøge sig, er svaret på de første fire spørgsmål ganske enkelt “jo”. Blomsterne og dyrene har deres at sørge for. Der er mening med deres liv. Det kan man se med sine egne øjne. Der skal være mening med ens liv. Det er egentlig alt dét, vagabonden siger, men han formulerer det med spørgsmål.

De retoriske spørgsmål er med til at karakterisere vagabonden. Umiddelbart får de ham til at virke både overbevist og overbevisende, men ser vi nærmere efter, er det ikke tilfældet. Det femte spørgsmål i citatet er nemlig mere kompliceret. “Hvad er man ellers til for?” spørger vagabonden. Dermed peger han på, at hans spørgsmål egentlig kun kan besvares med en bekræftelse. Men faren ved retoriske spørgsmål er, at man risikerer at få et svar, der går på tværs af éns hensigt.

Vagabonden ligner netop en person, der forventer “et svar, en indvending”. Altså forventer han at blive modsagt. ...