Fortælleteknik

Fortælleteknikken i “Blikdåserne” er ret enkel. Fortælleren er en skjult, personbunden tredjepersonsfortæller, der røber en vis sympati for hovedpersonen, men ellers holder sig i baggrunden. Fortælletempoet er lavt og fremstillingsformen scenisk, men alligevel kan handlingen virke lidt forvirrende, fordi vagabonden laver så mange underlige ting. Den fortælletekniske analyse viser, at fortælleren forsøger at gengive handlingen så realistisk som muligt. Det er dog snarere en psykologisk, end det er en social realisme, vi møder i “Blikdåserne”.

Fortælleren er en skjult, personbunden tredjepersonsfortæller

Fortælleren i “Blikdåserne” træder ikke frem som en selvstændig person, men forbliver skjult. Fortælleren lægger sig op ad hovedpersonens indtryk og er derfor personbunden, men vi får også mange ydre beskrivelser af vagabonden.

Desuden har fortælleren en række overordnede indtryk af vagabonden, som gives videre til læseren. De viser, at fortælleren er i stand til at stille sig på afstand af hovedpersonen og vurdere ham i generelle vendinger. For eksempel nævnes det, at “[h]an var et lille særegent menneske med helt sit eget præg”, og at “han hade een gang for alle erhvervet sig dette gangtempo der nærmede sig løb”.

Den slags observationer tyder på rigtig godt kendskab til hovedpersonen, der rækker ud over, hvad der sker her og nu i novellen. Omvendt tyder det ikke på, at fortælleren har noget særligt kendskab til de andre vagabonder. Det er altså ikke en alvidende fortæller.

Virkning

En skjult, personbunden fortæller vil ofte fremstille hovedpersonen, så læseren identificerer sig med ham eller hende. Det er også muligt i “Blikdåserne”, men ikke helt så oplagt som normalt, fordi vagabonden er så mærkelig. Det personbundne åbner for indlevelse i hovedpersonens tanker og følelser i næsten lige så høj grad, som hvis vagabonden selv havde været novellens fortæller.

Tredjepersonsfortælleren er dog en slags garant for, at vi får en pålidelig og dækkende fremstilling af vagabonden. Havde det været en jegfortæller, havde vi fx ikke fået så klart et indtryk af mandens udseende, og vi ville lettere være kommet i tvivl om, hvor pålidelig beskrivelsen af vagabondens indre og ydre egentlig var.

Synsvinklen er kombineret indre og ydre

Novellen starter med en grundig beskrivelse af vagabonden set udefra, altså med ydre synsvinkel. “I julidagens soldirrende klarhed synede en mand mørk og tydelig på landevejen”. Stille og roligt ko...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind