Eksempelbesvarelse

Analyserende artikel om "Blikdåserne"

Alle har brug for mening i livet. For mange af os er det vores familie og venner, vores uddannelse, arbejde og fritidsinteresser, eller man har måske en særlig livsfilosofi, der kan give livet mening. Men hvad hvis man hverken har familie eller venner, hvis man hverken går i skole, på arbejde eller har nogen at dele interesser med? Når man ikke er del af et fællesskab, er man overladt til helt selv at skabe mening i tilværelsen, men kan man det? Og er det nok at beslutte sig for, hvad der giver mening for én, hvis ingen andre kan se fidusen?

De spørgsmål undersøger Harald Herdal (1900-1978) i novellen “Blikdåserne”, der oprindelig udkom i 1933 som del af novellesamlingen Bisser og siden er blevet ændret og genoptrykt flere gange, blandt andet i 1948. Herdal stiller ikke spørgsmålene på præcis den måde, men lader sin hovedperson tænke over livets mening på en meget ligefrem måde, så læseren bliver tvunget til at gøre det samme.

Novellen handler om en såkaldt bisse, det vil sige en hjemløs der går på landevejene. Vi følger ham, mens han en varm sommerdag går afsted langs en landevej i den sjællandske provins. Vi får aldrig mandens navn at vide, men han bliver grundigt beskrevet både med ydre og indre personkarakteristik.

Ret beset sker der ikke andet i det lineære handlingsforløb, end at manden bevæger sig mumlende afsted, indtil han i vejkanten opdager en blikdåse, som han sætter sig ned for at beundre. Slut på den fortælling. Undervejs bliver det dog klart, at fundet af blikdåsen på ingen måde er en ubetydelig begivenhed. Tværtimod. “[A]lt skete på den brede støvede landevej mellem havre- og rugmarker, under en blå himmel med solens hvide ild højt oppe” (l. 85-86).

Det viser sig, at det er blikdåser, manden lever for. “Sjælland over havde han blikdåser, mængder af blikdåser, samlinger gemte ved moser, ved små søer og andre fredelige steder … Bevidstheden om dette fyldte ham med fred. Hans tilværelse var ikke uden meni…