Miljøbeskrivelse
Kaldes også miljøkarakteristik eller bare miljø.
Hovedpersonen er en enspænder og derfor ikke del af et socialt miljø. Han forholder sig kritisk til det sociale miljø blandt de andre vagabonder, mens han betragter det fysiske, landlige miljø omkring sig som noget positivt. Miljøbeskrivelsen er derfor med til at karakterisere hovedpersonen. Vi ser nærmere på modsætningerne mellem det fysiske og sociale miljø og analyserer også virkningen af fortællerens neutralitet i miljøbeskrivelsen.
Det fysiske miljø omkring vagabonderne er landligt
Vi hører en del om landskabet og naturen, som vagabonden bevæger sig igennem. Det er her, han trives og hører til, ikke i byerne. I novellens handling er det fysiske miljø præget af årstiden. Det er juli og dermed højsommer. Der er varmt og støvet på vejen, hvor manden går, men rundt omkring er der smukt, nærmest idyllisk.
Landevejen er bred og går “mellem åbne marker og bredt fladt land”. I vejkanten vokser der blomster. Særligt “de lidt forpjuskede og og vejstøvede” gør indtryk på vagabonden. Vi får også at vide, at han er “yderst elskværdig overfor blomster, regnorme og fuglesang”. Det er op til læseren selv at forestille sig, hvordan han udtrykker sin elskværdighed. Uanset hvad er pointen, at vagabonden er omgivet af et landligt miljø, som han er i tæt forbindelse med.
Det ser vi også lidt længere fremme i novellen, da han har fundet blikdåsen. Han sidder i vejkanten og fordyber sig i blikdåsens udseende. Fortælleren kalder det en “intens tilegnelse af den fundne dåse”. For at understrege, at vagabonden er i harmoni med det landlige miljø, bemærker fortælleren, at “[d]e store herregårdsmarker var rolige om ham, kornet stille, stråene ubevægelige, arrene [axene] endnu lette, solskinnet åbent og middagsglødende”. Det er som om, landskabet tager sig godt af vagabonden. Alt ånder fred og ro. Selv solskinnet er åbent over for ham.
Det er meget idyllisk, men sådan bliver det ikke ved med at være i resten af novellen. Det skyldes det sociale miljø blandt vagabond...
