Komposition

Kaldes også opbygning.

Eventyrets komposition følger berettermodellen

"Den grimme Ælling" ligner mange andre eventyr, når vi ser på opbygningen. Teksten kan inddeles i tre overordnede dele:

1. En begyndelse, hvor fortælleren introducerer historien, de vigtigste figurer og miljøet

2. En hoveddel, hvor en konflikt udspiller sig, og hvor vi følger hovedfigurens udvikling, og

3. En slutning, der viser, om eventyret ender lykkeligt eller ulykkeligt.

Det sidste er betinget af, om konflikten løses eller ej. De tre dele kan inddeles i nogle underelementer, som vi kender fra den såkaldte berettermodel.

Anslag og præsentation

I "Den grimme Ællings" begyndelse præsenteres miljøet og figurerne i historien:

Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder. Rundtom Ager og Eng var der store Skove, og midt i Skovene dybe Søer; jo, der var rigtignok deiligt derude paa Landet! Midt i Solskinnet laae der en gammel Herregaard med dybe Canaler rundt om, og fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der vare saa høie, at smaa Børn kunde staae opreiste under de største; der var ligesaa vildsomt derinde, som i den tykkeste Skov, og her laae en And paa sin Rede; hun skulde ruge sine smaae Ællinger ud, men nu var hun næsten kjed af det, fordi det varede saa længe, og hun sjælden fik Visit; de andre Ænder holdt mere af at svømme om i Canalerne, end at løbe op og sidde under et Skræppeblad for at snaddre med hende. 

Vi får at vide, at vi befinder os på landet i smukke og idylliske omgivelser. Vi finder også ud af, at vi befinder os i en eventyrverden, hvor de normale naturlove ikke gælder: Vi hører om en stork, der kan snakke ægyptisk og senere også om ænder, der kan tale. Eventyrverdenen er dog ikke så langt fra en realistisk verden: Der er også børn, marker, en herregård og skræppeblade.

I eventyrets præsentation bliver vi så småt introduceret til historiens konflikt: Vi hører om, at andemoren har et æg i sin rede, som er større og længere om at klække end de andre. Det foregriber eventyrets konflikt: Den grimme ælling skiller sig ud fra mængden.

I berettermodellen taler vi om, at en fortælling typisk begynder med et anslag. Anslaget viser kort, hvad det er for en fortælling, vi skal til at følge. Fortællingens konflikt og hovedtema bliver slået an. Det er på en måde dét, der sker i beskrivelsen af andemorens æg, der er ved at blive ruget ud.

Dog er det ikke så klart, hvad temaet egentlig er, før vi når til næste del af fortællingen, som i berettermodellen kaldes en præsentation. Præsentationen er en slags bro imellem indledningen og hoveddelen, da hovedpersonernes baggrund og den centrale konflikt bliver konkretiseret i præsentationen.

Det sker også i ”Den grimme Ælling”, hvor vi hører om det store æg, der ikke vil klække, og om den grimme ælling, der kommer ud af ægget, da det endelig klækker. Han ligner ikke de andre ællinger, men svømmer godt og har en flot holdning i vandet. Altså har han et stort potentiale, selvom han med fortællerens ord ”var saa stor og styg”.

Uddybning, point of no return og konfliktoptrapning

"Den grimme Ællings" hoveddel er den del af eventyret, hvor en konflikt udspiller sig...