Fortæller og synsvinkel

"Den grimme Ælling" er fortalt af en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i "Den grimme Ælling" er en tredjepersonsfortæller. Fortælleren omtaler alle i historien i tredje person: “Endelig revnede det store Æg. "Pip! pip!" sagde Ungen og væltede ud; han var saa stor og styg”. Fortælleren gør ikke opmærksom på sig selv igennem et ‘jeg’, og derfor oplever vi ikke fortælleren som en del af historien. Fortælleren står uden for historien og fortæller med ord som ”hun”, ”han”, “den”, ”det” osv.

Tredjepersonsfortælleren i "Den grimme Ælling" er alvidende. Det vil sige, at der er tale om en fortæller, som har et stort overblik over begivenhederne og kan bevæge sig frit mellem alle personers tanker og følelser. Fortællerens alvidenhed viser sig fx ved, at fortælleren ved, at storken har lært ægyptisk af sin mor: “og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder”.

Vi ser også, at fortælleren kender både andemorens og de andre ænders tanker og ønsker:

og her laae en And paa sin Rede; hun skulde ruge sine smaae Ællinger ud, men nu var hun næsten kjed af det, fordi det varede saa længe, og hun sjælden fik Visit; de andre Ænder holdt mere af at svømme om i Canalerne, end at løbe op og sidde under et Skræppeblad for at snaddre med hende.

Det fremgår af citatet, at fortælleren ved, at andemoren er ked af det. Fortælleren kender også årsagen hertil, nemlig at andemoren er ensom og træt af at vente. Fortælleren ved desuden, hvorfor de andre ænder ikke gider at besøge hende. De vil hellere svømme rundt i kanalerne. Om andemoren derudover er kedelig at snakke med, eller om der er andre årsager til, at ænderne holder sig væk, får vi dog ikke at vide. Det ændrer ikke ved, at fortælleren har adgang til alle karakterernes tanker og følelser og frit kan bevæge sig imellem dem.

Den alvidende fortæller er samtidig kendetegnet ved at have det store overblik over begivenhederne. Den alvidende fortæller ved allerede fra begyndelsen, hvordan det hele kommer til at gå. Et sådant overblik kommer også til udtryk hos fortælleren i "Den grimme Ælling", når der fortælles om ællingens første møde med en flok svaner: “Den vidste ikke, hvad Fuglene hed, ikke hvor de fløi hen, men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen”.

Fortælleren ved, i modsætning til den grimme ælling, at der er tale om svaner: “Ællingen havde aldrig seet nogen saa smukke, de vare ganske skinnende hvide, med lange, smidige Halse; det var Svaner”. Her virker det også, som om fortælleren ved, hvorfor ællingen er betaget af svanerne.

Fortælleren viser med andre ord, at den grimme ælling ikke forstår, hvorfor den føler samhørighed med svanerne. Ved at fremhæve informationen om, at ”det var Svaner”, antydes det, at fortælleren ved noget, som den grimme ælling ikke ved på dette tidspunkt i historien: At den grimme ælling selv er en svane.

Virkning

Den alvidende fortæller har stor autoritet, fordi det er en type fortæller, som allerede ved eventyrets begyndelse ved, hvordan det vil ende. Fortælleren bestemmer tydeligt, hvordan eventyret skal forløbe.

Den alvidende fortæller har den virkning, at vi kommer tæt på forskellige personer i teksten. Vi får et nuanceret indtryk af handlingsforløbet, selv om fortællingen er stramt styret af fortælleren. Som læsere får vi desuden et indtryk af, at vi kan have tillid til fortælleren, fordi fortællerens alvidenhed er med til at give tekstens et objektivt præg.

Den alvidende position tillader sidst m...