Genre og eventyrtræk
“Den grimme Ælling” har mange af eventyrgenrens kendetegn
”Den grimme Ælling” har en del af eventyrgenrens kendetegn. Ét af eventyregenrens kendetegn er, at den fortalte tid foregår i en form for universel ”al-tid”. Det ser vi også i ”Den grimme Ælling”, hvor vi ikke kan placere handlingen i en helt bestemt historisk tid. Der er ingen konkrete tidsangivelser i ”Den grimme Ælling”, der indikerer, hvornår eventyret helt præcist foregår.
Det gør, at handlingen i eventyret ikke er bundet til én bestemt tid, og den virker derfor relevant til alle tider. Eventyret kan både tolkes, så det siger noget generelt om det at være menneske, men også så det siger noget specifikt om samfundet i den tid, det er skrevet.
Eventyrgenren er også kendetegnet ved at have et eventyrligt miljø, hvor der fx kan indgå overnaturlige elementer som talende dyr og genstande. I ”Den grimme Ælling” er miljøet et eventyrmiljø. Vi er i en realistisk verden med bondehuse og herregårde, men dyrene i denne verden har menneskelige egenskaber og er på eventyrlig vis i stand til at tale, tænke og føle.
I “Den grimme Ællings” begyndelse præsenteres det eventyrlige miljø:
Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder. Rundtom Ager og Eng var der store Skove, og midt i Skovene dybe Søer; jo, der var rigtignok deiligt derude paa Landet! Midt i Solskinnet laae der en gammel Herregaard med dybe Canaler rundt om, og fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der vare saa høie, at smaa Børn kunde staae opreiste under de største; der var ligesaa vildsomt derinde, som i den tykkeste Skov, og her laae en And paa sin Rede; hun skulde ruge sine smaae Ællinger ud, men nu var hun næsten kjed af det, fordi det varede saa længe, og hun sjælden fik Visit; de andre Ænder holdt mere af at svømme om i Canalerne, end at løbe op og sidde under et Skræppeblad for at snaddre med hende.
I præsentationen ser vi, at vi befinder os i en eventyrverden, hvor de normale naturlove ikke gælder: Vi hører om en stork, der kan snakke ægyptisk og om en andemor, der har menneskelige følelser. Eventyrverdenen er dog ikke så langt fra en realistisk verden: I tekstens univers er der også små børn, marker, en herregård og skræppeblade.
Hovedpersonen i et eventyr skal ofte klare tre eller flere prøver i løbet af handlingsforløbet. Det ser vi også i ”Den grimme Ælling”, hvor den grimme ælling skal klare nogle prøver, da han forlader andegården. Da den grimme ælling ser sig nødsaget til at forlade andegården gennemgår han en art “dannelsesrejse”.
Han bliver udsat for en form for prøvelser: Han stifter bekendtskab med to vildgæs ved en mose, som byder ham velkommen, men b...
