Grevens fejde
- Hvad var Grevens fejde?
- Grevens fejde – forløbet i hovedpunkter
- 1533 – Kong Frederik 1. dør og Danmark bliver kongeløst
- 1534 – Lübeck udnytter situationen og går til angreb
- 1534 – Bondeopstand til støtte for Christian 2.
- 1534 – Den jyske og den fynske adel tilbyder hertug Christian kronen
- 1534 november – Lübeck slutter fred med Christian 3.
- 1534 december – Hertug Christian nedkæmper bondeoprørene
- 1535 forår – Den skånske adel og den svenske konge rejser sig mod grev Christopher
- 1535 juli – Hertug Christian belejrer København og Malmø
- 1536 juli – København overgiver sig
- Krigens konsekvenser
- Grevens fejde og reformationen
Hvad var Grevens fejde?
Grevens fejde var en borgerkrig i Danmark i årene 1534-1536. Striden bestod i, hvem der skulle være konge, efter at Frederik 1. døde uventet i 1533. Krigen kan derfor også kaldes en tronfølgestrid.
På dette tidspunkt i Danmarks historie var det Rigsrådet, som skulle vælge den nye konge. Der var to fløje, de adelige og de gejstlige, som ikke kunne blive enige om, hvem der skulle være konge efter Frederik 1. I første omgang besluttede de, at lade være med at vælge en ny konge. I stedet skulle Rigsrådet selv regere Danmark uden en konge.
Hvad betyder “fejde”, og hvilken greve er der tale om?
Fejde er et gammelt dansk ord, som betyder “kamp” eller “strid”. Det er beslægtet med det engelske ord “fight”. Det betyder altså noget i retning af “grevens kamp”.
Greven, som henvises til, er grev Christopher af Oldenborg. Han kom fra Lübeck i Nordtyskland, som egentlig startede krigen. Han blev leder af den side af krigen, som i sidste ende tabte. Undervejs erobrede han magten i Sjælland og Skåne (den gang en del af Danmark). Krigen er opkaldt efter grev Christopher, fordi han i praksis overtog magten med store dele af Danmark, indtil han blev nedkæmpet.
Hvem var de forskellige parter i krigen?
Krigen var ikke kun et spørgsmål om, hvem der skulle være konge. Krigen var et direkte resultat af, at Danmark på mange måder var splittet. De gejstlige i landet frygtede reformationen, som var ved at slå rod flere steder i landet. De adelige frygtede, at bønder og borgerlige skulle få flere rettigheder, sådan som det var sket under Christian 2.
Som kandidater til kongemagten var der to Christian’er:
- Hertug Christian af Slesvig-Holsten (Frederik 1.s søn). Han blev støttet af de adelige, men da han var ivrig tilhænger af den lutherske reformation kunne de gejstlige, dvs. de katolske biskopper i rigsrådet, ikke støtte ham som konge.
- Eks-konge Christian 2. Den tidligere konge, som sad fængslet på Sønderborg Slot. I sin tid som konge var han kommet i bitter strid med de adelige. Samtidig blev han opfattet som borgernes og bøndernes ven. Derfor kunne de adelige, som i sin tid havde jaget Christian 2. ud af landet, ikke støtte op om ham som konge.
Selv om grevens fejde omtales som en dansk borgerkrig, så var der også udenlandske interesser involveret.
På den ene side var der Lübeck i Nordtyskland, som med grev Chris...
