Forstå opgaveformuleringen

På denne side hjælper vi dig med at forstå opgaveformuleringen til din debatterende artikel om grøn markedsføring, der blev stillet som opgave 4 ved skriftlig eksamen i Dansk A på STX 10. august 2022.

Nærlæs opgaveformuleringen

Opgaveformuleringen hjælper dig med at strukturere opgaven og finde et fokus, samtidig med at den sætter helt specifikke krav til opgavens indhold. Læs derfor opgaveformuleringen grundigt igennem:

Opgaveformulering

Skriv en debatterende artikel, hvor du undersøger, om det overvejende er positivt eller negativt, at virksomheder appellerer til klima- og miljøbevidsthed i deres markedsføring. 

I din artikel skal du diskutere og debattere emnet ved bl.a. at inddrage Er virksomhederne altid så ansvarlige, som de siger? (tekst 4a) og Greta Thunberg tager fejl - greenwashing er en dyd (tekst 4b) samt mindst én af de to reklamefilm Klimakontrolleret gris (tekst 4c) og Adidas Primeblue - Stop Plastikforurening (tekst 4d).

I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:

  • At diskutere og debattere, om det overvejende er positivt eller negativt, at virksomheder appellerer til klima- og miljøbevidsthed i deres markedsføring, idet du bl.a. inddrager hovedsynspunkter og argumenter fra Er virksomhederne altid så ansvarlige, som de siger? (tekst 4a) og Greta Thunberg tager fejl - greenwashing er en dyd (tekst 4b).
  • At underbygge dine synspunkter ved at inddrage konkrete eksempler på, at virksomheder bruger greenwashing i deres markedsføring. Inddrag overvejelser over virkemidlerne i mindst én af de to reklamefilm Klimakontrolleret gris (tekst 4c) og Adidas Primeblue - Stop Plastikforurening (tekst 4d).
  • At præsentere emnet gennem en fokuseret indledning og diskussion og forsøge at overbevise din læser gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation med en afslutning, der markerer dit synspunkt.

Forstå opgaveformuleringens krav

Opgaveformuleringen beder dig overordnet om at undersøge, om det overvejende er positivt eller negativt, at virksomheder appellerer til klima- og miljøbevidsthed i deres markedsføring. Opgaveformuleringen giver dig desuden to særlige fokuspunkter.

For det første skal du diskutere og debattere emnet ved at inddrage hovedsynspunkter og argumenter fra Er virksomhederne altid så ansvarlige, som de siger? (tekst 4a) og Greta Thunberg tager fejl - greenwashing er en dyd (tekst 4b).

Den første tekst er overordnet kritisk overfor værdien af grøn markedsføring, men den anden tekst er mere positivt stemt. 

For det andet skal du underbygge dine egne synspunkter på emnet. Det skal du bl.a. gøre ved at inddrage konkrete eksempler på kunstnere, at virksomheder bruger greenwashing i deres markedsføring. Du skal finde eksemplerne i mindst én af de to reklamefilm Klimakontrolleret gris (tekst 4c) og Adidas Primeblue - Stop Plastikforurening (tekst 4d). 

I den første reklame forsøger virksomheden Danish Crown at brande sit svinekød som særligt klimavenligt. I den anden reklame forsøger Adidas at markedsføre et par nye løbesko som en del af løsningen på plastikforureningen i verdenshavene. 

Du kan få mere hjælp til at skrive din debatterende artikel.

Opgavehjælpen her er lavet, så den giver dig hjælp til alle dele af dit arbejde med tekstmaterialet til din opgave. Du kan læse opgavehjælpen fra start til slut, eller du kan bruge indholdsfortegnelsen til at udvælge det, du har mest brug for hjælp til. Vi anbefaler, at du læser hele opgavehjælpen. Det får du mest ud af. 

Vi har også lavet en generel vejledning til at skrive debatterende artikler. Det kan være en god idé at læse den generelle hjælp, som gør dig klogere på genrekravene og opbygningen af debatterende artikler.

Debatterende artikel

Få hjælp til at skrive en debatterende artikel i Dansk. Vi fortæller, hvordan du skal forberede og bygge din artikel op. Med Studienets trin-for-trin vejledning vil du få hjælp i alle faser af arbejdet. Debatterende artikel er en genre, som altid er med i eksamensopgaverne på HF og STX.