The British Empire
I denne topic guide kan du få hjælp til at arbejde med det britiske imperium. Det er et populært emne at inddrage i større skriftlige opgaver (fx SRP, SSO og SRO), men du kan også møde det i den daglige undervisning. Vores guide giver dig et grundigt overblik over emnet samt forslag til konkrete kildetekster, som du kan inddrage i dit arbejde.
Fordi denne guide er særligt designet til brug inden for engelskfaget, har vi skrevet det meste af guiden på engelsk. Den afsluttende sektion om større skriftlige opgaver og tværfagligt samarbejde til sidst er dog skrevet på dansk.
Overblik
I slutningen af 1500-tallet gav den engelske dronning Elizabeth I britiske opdagelsesrejsende licens til at udforske nye lande og gøre krav på territorier i det engelske kongehus' navn. Det markerede starten på det britiske imperium, som i første omgang dækkede kolonier i Nordamerika og Caribien, men senere spredte sig i Afrika og Asien.
Det såkaldt første britiske imperium strakte sig fra 1583 til 1783 og var især baseret i Nordamerika, Indien og Afrika. Særligt i de amerikanske kolonier var der dog stigende utilfreds med, at man blev regeret fra England og blev udsat for told og skatter uden at have politisk magt til at ændre situationen. Denne utilfredshed kulminerede til sidst i den amerikanske revolution, som endte med at de daværende 13 kolonier opnåede fuld selvstændighed i 1783 (men briterne beholdt dog kolonier i det område, som senere blev til Canada). Det markerede slutningen på det første britiske imperium.
Med tabet af de amerikanske kolonier begyndte briterne at lede efter nye områder, som kunne tilbyde territorier og potentielle rigdomme. Her faldt blikket særligt på Australien – et relativt nyopdaget kontinent, som stort set ikke var blevet udforsket, og som der hidtil kun havde været meget begrænsede forsøg på at kolonisere. Samtidig fortsatte briterne med at fastholde kontrollen over deres afrikanske og asiatiske kolonier, så det andet britiske imperium var efterhånden meget omfattende.
I perioden fra 1815-1914 nød det britiske imperium sin stormagtstid, som også kendes under betegnelsen Pax Britannica, fordi imperiet havde elimineret sine store konkurrenter på verdensplan og dermed nød en periode med relativ fred og stor økonomisk success.
Denne udvikling stoppede dog ved verdenskrigene, hvor både briterne og deres kolonier blev trukket ind i de store, verdensomspændende konflikter med store menneskelige og økonomiske tab til følge. I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte briterne at give mere selvstyre til udvalgte kolonier, fx Canada og Australien, og imperiet begyndte gradvist at gå i forfald.
Efter 2. verdenskrig var Storbritannien stærkt svækket økonomisk, og havde ikke længere resourcerne til at opretholde et verdensomspændende imperium. Samtidig var der større og større interne ønsker om selvstændighed i de tilbageværende britiske kolonier, hvor særligt Indien var gået foran med protester mod briternes herredømme. I årtierne efter 2. verdenskrig fik de fleste tilbageværende kolonier derfor selvstændighed, og det britiske imperium blev til sidst afviklet helt.
Storbritannien har dog fortsat kontrol over et antal mindre oversøiske territorier. De indgår desuden i Commonwealth-fællesskabet med mange af deres tidligere kolonier, hvilket blandt andet betyder, at flere af disse lande fortsat anerkender den britiske kongefamilie i et eller andet omfang.
I nyere tid har Brexit ført til flere sammenligninger med imperiet, da nogle kommentatorer har tolket Brexit-beslutningen som et ønske om at vende tilbage til en tid, hvor Storbritannien var en magtfuld, selvstændig nation med stor indflydelse og økonomisk success, som ikke lå under for udefrakommende kræfter eller overstatslige institutioner.
