Brexit
I denne topic guide kan du få hjælp til at arbejde med Brexit. Brexit er et populært emne at inddrage i større skriftlige opgaver (fx SRP, SSO og SRO), men du kan også møde det i den daglige undervisning. Vores guide giver dig et grundigt overblik over emnet samt forslag til konkrete kildetekster, som du kan inddrage i dit arbejde.
Fordi denne guide er særligt designet til brug inden for engelskfaget, har vi skrevet det meste af guiden på engelsk. Den afsluttende sektion om større skriftlige opgaver og tværfagligt samarbejde til sidst er dog skrevet på dansk.
Denne topic guide er senest blevet opdateret den 13. december 2019.
Overblik
Storbritannien har været medlem af EU-samarbejdet siden 1973. Dets medlemskab har dog ikke været uden konflikter, men gennem tiden har nationen forhandlet sig frem til en række særaftaler, som blandt andet betyder, at de ikke indgår i den fælles europæiske valuta.
I løbet af 1990'erne kom der en stigende folkelig skepsis overfor EU i Storbritannien, blandt andet som følge af Maastricht-traktaten i 1992, som tildelte unionen en del mere magt. En af følgerne var grundlæggelsen af det EU-skeptiske højrefløjsparti UKIP i 1993.
I forbindelse med det britiske parlamentsvalg i 2015 lovede den daværende konservative statsminister David Cameron, at han ville udskrive en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU, hvis han blev genvalgt. Valget endte med en overbevisende sejr til de konservative, som dermed var i stand til at udskrive en folkeafstemning om EU-medlemskabet i 2016, som hurtigt blev kendt under navnet "Brexit" (en kombination af "Britain" og "exit").
Under valgkampen var politikerne delt i to fraktioner. Remain-kampagnen gik ind for at fortsætte Storbritanniens medlemskab af EU, mens Leave-kampagnen ønskede at forlade unionen. David Cameron selv var Remain-tilhænger, men resten af partiet var meget splittet og inkluderede også nogle ivrige Leave-tilhængere. UKIP var stærk fortaler for Leave-kampagnen med stor indflydelse på debatten og stor folkelig popularitet i tiden op til afstemningen.
Debatten mellem de to fraktioner var ofte voldsom, da begge sider prøvede at skabe et billede af de negative konsekvenser, som ville følge, hvis den modsatte side vandt. Leave-kampagnen fokuserede blandt andet på økonomi, immigration og vigtigheden af national selvstændighed, mens Remain-kampagnen fokuserede på de fordele, som EU-samarbejdet gav Storbritannien.
Selvom politiske kommentatorer havde forudset en sejr til Remain-kampagnen, endte afstemningen overraskende med en snæver sejr til Leave. David Cameron så afstemningens udfald som et personligt nederlag og trådte straks tilbage som både statsminister og formand for Det Konservative Parti. Theresa May overtog hans plads kort tid efter.
Som reaktion på afstemningen valgte Theresa May at sætte den såkaldte "Artikel 50" i kraft i marts 2017, som betød at Storbritannien efter planen skulle forlade EU efter en to-årig periode - altså i marts 2019. På de to år skulle man nå at forhandle en ny aftale om det fremtidige samarbejde mellem Storbritannien og EU.
Det var dog særdeles vanskeligt for May at få opbakning til en konkret Brexit-aftale. Efter hendes aftale blev nedstemt flere gange med overvældende flertal i starten af 2019, blev May tvunget til at bede om udsættelse af tidsfristen af flere omgange, så Storbritannien nu har fået ekstra tid til at forhandle en aftale, som både Parlamentet og EU vil kunne acceptere. Efter endnu flere fejlslagne forsøg på at opnå sådan en aftale, valgte May dog til sidst at annoncere sin afgang og overlade opgaven til sin efterfølger, Boris Johnson.
Den nye deadline for Brexit var den 31. oktober 2019. Det lykkedes imidlertid heller ikke for Johnson at få godkendt en aftale til tiden, og han blev tvunget til at bede om udsættelse endnu engang.
Den nyeste deadline er den 31. januar 2020, omend Storbritannien har mulighed for at forlade EU tidligere end denne dato, hvis de får en aftale i hus.
