1920'erne

1920'erne var et årti præget af uro efter 1. Verdenskrig. Mange lande havde problemer med at opnå økonomisk stabilitet efter krigen, og mange borgere levede i fattigdom. Den dårlige økonomiske situation var medvirkende til, at nationalistiske bevægelser begyndte at vokse frem i flere forskellige lande. f.eks. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland.

Tyskland i 1920'erne

Tyskland blev med Versaillesfreden efter 1. Verdenskrig frataget produktion og territorium og blev begrænset militært. Landet blev samtidig omdannet fra at være et kejserdømme til at være et demokrati under navnet Weimarrepublikken. Weimarrepublikken var præget af økonomisk kaos og meget upopulær i den tyske befolkning. Mange var arbejdsløse og manglede basale fornødenheder, f.eks. mad. Nazistpartiet NSDAP blev stiftet i 1920 som reaktion imod Weimarrepublikken.

Læs mere om Tyskland i 1920'erne.

Danmark i 1920'erne

Danmark var op gennem 1920'erne præget af økonomisk ustabilitet. Skiftende regeringer havde meget forskellige syn på, hvor aktiv en rolle staten skulle spille i samfundet. Arbejdsmarkedet var præget af uro med svingende arbejdsløshed og mange strejker og lockouts.

Læs mere om Danmark i 1920'erne.

USA i 1920'erne

1920'erne i USA bliver indimellem kaldt for "de brølende 1920'ere". Navnet kommer af, at den amerikanske økonomi voksede kraftigt gennem årtiet. Middelklassen fik et meget større økonomisk råderum og en bedre levestandard. En del af den økonomiske fremgang skyldtes dog, at almindelige amerikanere tog store lån og købte aktier i en grad, så der opstod en aktieboble. Økonomien vendte med børskrakket på Wall Street i 1929, som blev starten på den økonomiske verdenskrise i 1930'erne.

Læs mere om USA i 1920'erne.

Italien i 1920'erne

Italien var i 1920'erne præget af fascismen og Benito Mussolinis diktatur. Fascisterne ønskede genoprejsning for Italien efter 1. Verdenskrig og brugte voldelige midler for at opnå magt. Mussolini kom på den måde til magten i Italien i 1922.

Læs mere om Italien i 1920'erne.

Sovjetunionen i 1920'erne

Rusland blev omdannet til det kommunistiske Sovjetunionen efter Den Russiske Revolution, der fulgte efter 1. Verdenskrig. Vladimir Lenin var først leder af kommunistpartiet, men Josef Stalin overtog pladsen efter Lenins død i 1924. Stalin påbegyndte en brutal socialistisk samfundsomstilling i 1928. Landbruget blev bl.a. nationaliseret, hvilket førte til stor hungersnød. Mange af Stalins modstandere blev desuden forfulgt og henrettet eller deporteret til arbejdslejre.

Læs mere om Sovjetunionen i 1920'erne.