Fortæller

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

Vi kan karakterisere fortælleren i ”Agerhønen” som en alvidende tredjepersonsfortæller.

En alvidende fortæller er en fortælletype, der har adgang til alle personers tanker og følelser, og som let kan hoppe mellem forskellige tider og steder. Disse muligheder har fortælleren i ”Agerhønen” også. I indledningen ser vi fx, at fortælleren giver os indblik i personernes tanker: ”Og en Gang imellem rejste Sneen sig op ved Vinduet, hvirvlede, polkerede og var borte igen. Den kikker ind, tænkte de, den morer sig over os, skønt her ikke er noget at more sig over”. Generelt udnytter fortælleren dog ikke sin alvidenhed ret meget. Meget af historien udspiller sig for øjnene af os, uden at vi får indblik i personernes tanker og følelsesliv.

Fortælleren i ”Agerhønen” er også en tredjepersonsfortæller. En tredjepersonsfortæller er en fortællertype, der ikke fortæller gennem et ’jeg’, men i stedet med tredjepersonsstedord som ’de’, ’han’ og ’hun’, fx: ”Børnene glædede sig ellers over Snevejr, men det kunde de ikke nu, syntes de”, eller: ”Faderen sad og læste Avis. Han læste stadig paa det samme Stykke”.

Virkning

En alvidende tredjepersonsfortæller er en fortællertype, der let giver læseren overblik over novellens handlingsforløb. Fortælleren kan springe i tid og sted og har direkte adgang til personernes tanker.

Fortælleren i ”Agerhønen” er en lidt atypisk alvidende fortæller, fordi fortælleren ikke udnytter sin alvidenhed ret meget i novellen. Generelt får vi fortalt historien udefra uden at få indblik i familiens tanker. Der er heller ikke mange spring i tid og slet ingen i sted. Vi får fx aldrig at vide, hvor der er krig. Hele handlingen er centreret omkring familiens hus.

Virkningen er, at handlingsforløbet bliver let at følge med i. Fortælleren gengiver de vigtigste hændelser, og det virker umiddelbart, som om handlingsforløbet gengives objektivt og uden særlige tolkninger lavet af fortælleren.

Fortælleren sår dog tvivl om sin egen objektivitet til sidst i novellen, og det gør os opmærksomme på, at vi som læsere selv må fortolke fortællingen. Vi må selv vurdere, om agerhønen skal ses som et mirakel eller en tilfældighed.

Denne effekt, hvor fortolkningen lægges i hænderne på læseren, skabes også af fortællerens nedtoning af sin egen alvidenhed. Fortælleren ved, hvad familien tænker, men gengiver det ikke for læseren. Det gør, at vi selv må afkode deres opførsel og vurdere, hvorfor de gør, som de gør.

Synsvinklen er ydre

Synsvinklen i ”Agerhønen” er generelt ydre. Det betyder, at vi hverken har adgang til fortællerens eller nogen andre personers tanker og følelser. Vi føler i stedet, at vi ser handlingsforløbet udefra. Den ydre synsvinkel ser vi fx til sidst i novellen, hvor vi ikke ved, hvad familiemedlemmerne tænker, da de ser agerhønen. I stedet får vi adgang til deres bevidsthed gennem brug af replikker, som der stort set ikke er i novellen inden agerhønens ’ankomst’:

- Den laa paa Trappestenen, sagde han.

- Jamen, hvem ..., begyndte Moderen.

- Der var ingen Spor i Sneen, svarede Faderen, den er fløjet imod. Moderen tog Fuglen, hun kyssede den paa Vingen.

- Den er helt varm, kom og mærk! sagde hun. Og Børnene kom derhen og følte paa F...