Analyse

Her kan du læse et uddrag fra vores analysehjælp:

Personkarakteristik

Den alvidende fortæller giver kun begrænset indblik i personernes tanker og følelser, fordi novellen primært fortælles med ydre syn på personerne. Men et kort flashback afslører, at familien har været ramt af flere kriser:

Først gik det helt godt for Familien. Men saa var Faderen længe indkaldt som Soldat. Bagefter daarligt Arbejde, lav Dagløn, høje Priser, ned ad Bakke. Saa kom der Sygdomme.

Novellen foregår under 1. Verdenskrig, der ligger som et truende bagtæppe for hele fortællingen. Nu er familiens situation så desperat, at de lever på sultegrænsen. Det fornemmer vi især på forældrene, der virker til at være handlingslammede af al den ulykke. De foretager sig nemlig de samme meningsløse handlinger igen og igen, mens bekymringerne kører i ring:

Faderen læste Avis, det samme Stykke om og om igen. Moderens Naal for saa rask, ud og ind, ud og ind. Næste Strømpe, Garn i Naalen, ind og ud, ind og ud. Det gaar ikke mer. Kun lidt Byggrød. Dag efter Dag. Smaa Tallerkener, mindre og mindre. Frost og Sne. Ikke skjule mer.

Selv børnene forstår situationens alvor: “Børnene sad tæt sammen ved et Hjørne af Bordet og saa i gamle Ugeblade. De var meget stille og enige.” De tør ikke engang glæde sig over snevejret, fordi det er skyld i, at faren ikke kan arbejde og tjene penge til mad. 

Trods familiens situation har de bevaret facaden udadtil. Børnenes tøj er uden huller, og petroleumslampen er fint pudset. Som fortælleren bemærker: “Det var i hvert Fald en meget pæn Fattigdom.” Forældrene er stolte og vil ikke tigge andre om hjælp. 

Men agerhønens ankomst giver familien fornyet håb: “Da skete der noget i deres Øjne. Da saa de, det var en lille Agerhøne.” Herefter bruger moren den sidste mad i tillid til, at bedre tider venter forude, og familien spiser højtideligt agerhønen:

Saa satte de sig ved Højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed, at den lille Fugl mættede dem alle.

Familien gennemgår altså en udvikling fra modløse til håbefulde. Agerhønen får dem til at genfinde deres kristne tro og håb for fremtiden. 

Miljø og billedsprog

Familien i novellen er fattig, og derfor er deres sociale miljø underklassen. Dette afspejles også i noget af novellens fysiske miljø, der kan opdeles i familiens hus og vintervejret udenfor. Beskrivelsen af de to fysiske miljøer sker især med billedsprog.

Familiens hus fremstår som et hjem, der er holdt pænt, men som er nedslidt af fattigdom. Dette antydes af det billedsprog, der bruges om flere af hjemmets genstande:

Men ned fra Loftet hang der en underlig, livløs Tingest, som ogsaa gjorde de andre Ting livløse. Det hjalp ikke, Petroleumslampen var pudset og skinnede i Messingen. Den var uden Olie. Den ikke bare hang, den var hængt.
Lyset kom fra Karbidlygten oppe paa Væggen. Faderen havde prøvet at afskærme den, men det var alligevel et raat Lys, den gav. Den var skæv og blaa i sin stikkende Flamme, og den hvæste, saa længe den havde Kræfter nok. Saa begyndte den at blinke og vippe med Flammen som Skaden med sin Hale. Menneskelig blev den først, lige inden den døde.
Lygten stod og pegede paa Møblernes slidte Steder og Tapetets Pletter. Den viste alle Fejl frem.

Petroleumslampen bliver besjælet, idet den beskrives som “hængt”, altså nærmest som henrettet. Samtidig har familien ikke længere råd til lampens olie. Derfor må de bruge den billigere karbidlygte, som udstiller hjemmets slid med sit grelle lys. Karbidlygten besjæles, idet den “hvæste”. Sammenligningen med en skade er også negativ, fordi skaden blev betragtet som en tyvagtig fugl i gamle dage. Det negativt ladede billedsprog giver en stemning af forfald og håbløshed i novellens første halvdel.