Personkarakteristik
Kongesønnen er viljestærk og reflekteret
Kongesønnens tanker og handlemåde viser, at han er viljestærk. Det skyldes især, at han bliver ved med at lede efter klokken, selvom alle de andre vender om. Da kongesønnen og de andre er kommet et stykke ind i skoven, ser de en lille klokke hænge på gavlen af et træhus. Her hører vi kongesønnens overvejelser om klokken:
Skulde det være den, man havde hørt. Ja, derom vare de Alle enige, paa Een nær, han sagde, at den Klokke var for lille og fiin til at kunne høres saa langt borte, som de havde hørt den, og at det var ganske andre Toner, som saaledes rørte et Menneske-Hjerte; han som talte var en Kongesøn, og saa sagde de Andre "saadan Een vilde nu altid være klogere."
Eksemplet viser, at kongesønnen er viljestærk, fordi han fortsætter sin søgen efter klokken, selvom de andre vender om, fordi de mener at have fundet den. De andres forklaring er, at en kongesøn altid er bedrevidende og vil fremstå klogere. Den forklaring er lidt nedladende over for kongesønnen, men den ender med at blive ironisk i forhold til de andre konfirmander, fordi vi får indtrykket af, at kongesønnen rent faktisk ved bedre end de andre.
Dette bliver også bekræftet i eventyrets slutning, hvor kongesønnen og den fattige dreng finder den rigtige klokke. Vi kan allerede se, at kongesønnen ved bedre, da han er gået videre alene, hvor vi hører om hans indtryk af klokken:
Saa lod de ham gaae alene, og altsom han gik blev hans Bryst mere og mere opfyldt af Skov-Eensomheden; men endnu hørte han den lille Klokke, som de Andre vare saa fornøiede med, og imellem, naar Vinden bar fra Conditoren, kunde han ogsaa høre, hvorledes der blev sjunget til Theevand; men de dybe Klokkeslag lød dog stærkere, det var snart ligesom et Orgel spillede dertil, Lyden kom fra Venstre, fra den Side, paa hvilken Hjertet sidder.
Eksemplet viser os, at kongesønnen godt kan høre de små klokker, som de andre også kunne høre. Kongesønnen er dog i stand til at skelne imellem lyden af de små klokker og lyden af den dybe klokkeklang, som i virkeligheden er den, de søger. Kongesønnen fremstår derfor mere reflekteret end mange af de andre karakterer, fordi han er i stand til at kende forskel på de små klokkers klang og den usædvanlige og dybe klokkeklang. Derfor virker de andres bemærkning om, at en kongesøn altid er bedrevidende ironisk, fordi kongesønnen rent faktisk viser sig at have ret.
Kongesønnen får nogle knubs i sin søgen efter klokken, fordi han skal dybt ind i skoven, hvor der er tæt bevoksning. Vi hører fx: ”Kongesønnen fik ogsaa nogle gode Rifter, men Solen skinnede dog paa hans Vei, og det er ham vi nu følge med, for en rask Knøs var han.” Eksemplet er med til at give os et indtryk af, at kongesønnen har en god viljestyrke, og at han er fast besluttet på at finde klokken, selvom...
