Perspektivering

"Klokken" har mange træk fra romantikken

Vi kan lave en litteraturhistorisk perspektivering af ”Klokken”. Eventyret har mange tydelige træk fra perioden universalromantikken, hvor verden opfattes som en sammenhængende enhed. Ét af universalromantikkens kendetegn organismetanken. Den handler om, at alting hænger sammen og er gennemstrømmet af en guddommelig ånd.

Det ser vi tydeligt i slutningen af ”Klokken”, hvor kongesønnen, den fattige dreng, naturen og det guddommelige forenes i en helt særlig form for harmoni under den hellige klokkes klang. Her bliver himlen og jorden også fremstillet som en enhed. Der lader til at være en erkendelse af, at verden ikke kun består af materielle fænomener, men at der også er stærkt åndeligt aspekt, der forener alle de fysiske fænomener. Foreningen af mennesker, naturen og det åndelige er netop et af universalromantikkens karakteristika.

Det er også et af romantikkens kendetegn, at naturen opfattes som noget skønt og positivt. Det er netop igennem naturen, at mennesket kan komme i kontakt med den åndelige og sande del af verden og derved erkende, at der er en universel sammenhæng i verden. Bykulturen blive...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind