Fortæller og synsvinkel

Fortælleren er en alvidende fortæller

Fortælleren i H.C. Andersens eventyr er stort set altid en alvidende fortæller. Det gør sig også gældende i ”Klokken”. Det betyder, at fortælleren ikke selv optræder som en karakter i eventyrets handling, men fortæller eventyret udefra i tredjeperson. Den alvidende fortæller har desuden det store overblik over begivenhederne i fortællingen og ved allerede fra begyndelsen, hvordan det hele ender. Denne fortællertype har desuden muligheden for frit at bevæge sig ind og ud af karakterernes tanker.

Et af kendetegnene ved den alvidende fortæller er, at fortælleren fordeler opmærksomheden i teksten på en måde, der understøtter handlingsforløbet. Det ser vi også i ”Klokken”, hvor fortælleren faktisk selv direkte gør os opmærksomme på denne mulighed. Det sker, da vi hører, hvordan kongesønnens og den fattige drengs veje skilles: ”Kongesønnen fik ogsaa nogle gode Rifter, men Solen skinnede dog paa hans Vei, og det er ham vi nu følge med, for en rask Knøs var han.”

Eksemplet viser helt tydeligt, at fortælleren selv kan styre, hvem opmærksomheden rettes mod. Vi følger herfra kongesønnen. Det begrundes med, at han er ”en rask Knøs”, men det er ikke nogen logisk forklaring på, at det er ham og ikke den fattige dreng, vi følger. Derimod er det et tegn på, at fortælleren suverænt styrer, hvem vi følger. Samtidig viser det, at fortælleren i ”Klokken” udmærket ved, hvor vi skal hen med historien. Fortælleren ved med andre ord på forhånd, hvad der kommer til at ske i eventyrets handlingsforløb, og det gør fortælleren os opmærksom på i eksemplet med kongesønnen.

Fortælleren i ”Klokken” er kendetegnet af flere andre træk, blandt andet snakkesalighed. Det vil sige, at fortælleren virker lidt snakkende. Vi har fornemmelsen af, at det ikke er alle oplysninger, der er lige vigtige for historiens forløb, men at noget af indholdet minder mere om dagligdags snak. Det er meget almindeligt i H.C. Andersens tekster. Fortælleren gengiver flere steder den almindelige snak hos folkene som fx, da vi hører: ””Nu ringer Aftenklokken!" sagde man, "nu gaaer Solen ned!"”.

Det er, som om denne stil fra den almindelige snak blandt folk også smitter af på fortællerens egen stil. Det ser vi særligt, fordi fortælleren fortæller en masse forskellige ting om, hvad folk gør for at komme tæt på klokken, og hvad folk tænker om den. Det virker lidt tilfældigt, hvad fortælleren tager med i historien. Vi hører fx pludselig og nærmest ud af ingenting om en mand, der bliver ansat som ”Verdens Klokker”, og som hvert år skriver en lille ”Afhandling” om uglen i det hule træ, som han mener er kilden til klokkeklangen.

Fortællerens oplysninger minder flere steder om indskudte anekdoter, som vi kender det fra dagligdags samtaler. Det er den slags oplysninger og den måde at fortælle på, der giver fortælleren et snakkesaligt præg.

Der er stor afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid

Der er stor afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid i ”Klokken”, hvilket er et af de typiske kendetegn ved H.C. Andersens kunsteventyr. I ”Klokken” kommer det til udtryk, fordi fortælleren befinder sig i en nutid (fortælletidspunktet) og fortæller eventyret i datid (den fortalte tid). Allerede i begyndelsen af ”Klokken” er det tydeligt, at eventyrets handling udspiller sig på et tidligere tidspunkt end fortælletidspunktet, da vi hører: ”"Nu ringer Aftenklokken!" sagde man”. Vi ser her, at handlingen fortælles i datid. Bemærkningen ”sagde man” indikerer, at der er en vis afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid.

Vi kan også se, at der er afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid, da kongesønnen er på vej dybt ind i skoven i sin søgen efter...