Begreber

Her kan du se vores begreber til fysiologi. Vælg, om du har Biologi eller Bioteknologi:

Her kan du se et uddrag af begreberne

AB0-blodtypesystemet

Se blodtype.

Acetylcholin

Acetylcholin er et stimulerende transmitterstof. Acetylcholin findes bl.a. i neuromuskulære synapser, hvor aktionspotentialer overføres fra neuroner til muskelceller.

Aerob

Aerob betyder iltkrævende. Aerob står i modsætning til anaerob, som betyder ikke-iltkrævende.

Obligat aerobe organismer kan ikke overleve uden ilt i deres miljø. Det gælder f.eks. dyreceller, som skaffer sig energi ved respiration.

Agglutinere

At klumpe sammen (normalt om blod).

Akson

Aksonet er en del af neuronet. Aksonet gør neuronet meget langt, så aktionspotentialet hurtigt kan bevæge sig over store afstande i nervesystemet.

Aktinfilament

Læs om, hvad aktinfilamenter er her.

Aktionspotentiale

Et aktionspotentiale er en kortvarig, brat ændring af spændingsforskellen over neuronets cellemembran. Neuroner sender informationer i form af aktionspotentialer.

Alveole

Alveoler er små blærer på bronkiolerne nederst i lungerne. Gasudvekslingen mellem luften og blodet sker i alveolerne.

Amylase

Amylase er enzymer, der kan nedbryde polysakkarider til mindre kulhydrater. Amylase findes i spyt og i sekret fra bugspytkirtlen.

Anaerob

Anaerob betyder ikke-iltkrævende. Anaerob står i modsætning til aerob, som betyder iltkrævende.

Fakultativt anaerob

Fakultativt anaerobe organismer kan udføre respiration, når de har adgang til ilt, men kan også danne ATP ved gæring, hvis der ikke er ilt til stede. Gærceller er f.eks. fakultativt anaerobe.

Obligat anaerob

Obligat anaerobe processer kan ikke forløbe, hvis der er ilt til stede. Obligat anaerobe organismer kan derfor ikke overleve, hvis der er ilt i deres miljø. Det gælder f.eks. denitrificerende bakterier i kvælstofkredsløbet.

Antigen

Antigener er molekyler, som immunforsvaret kan genkende og angribe. Alle levende organismer og virusser har molekyler på deres overflade, som kan fungere som antigener. Patogener (skadelige organismer og virusser) har f.eks. bestemte proteiner eller glykoproteiner, som ikke findes på kroppens egne celler. Immunforsvaret registrerer disse fremmede antigener og igangsætter en immunreaktion, der angriber patogenen med de fremmede antigener.

Antistof

Antistoffer er glykoproteiner, der produceres af det specifikke immunforsvar, og som bruges til at angribe sygdomsfremkaldende organismer og virusser (patogener). Antistoffer passer specifikt sammen med antigener uden på patogenerne og får patogenerne til at klumpe sig sammen. Patogenerne kan så ikke inficere celler, men optages i stedet af makrofager.

IgA, IgD, IgE, IgG og IgM er de fem klasser af antistoffer. IgM og IgG er de vigtigste at kende:

  • IgM dannes især ved førstegangsinfektioner, hvor der er mange patogener til stede. IgM kan binde til antigener ti steder, men binder ikke antigener helt så effektivt som IgG.
  • IgG dannes langsommere ved en førstegangsinfektion, men hurtigt, hvis kroppen inficeres af samme patogen igen. IgG binder kun antigener to steder, men binder til gengæld antigenerne meget effektivt. Patogenen når så ikke at formere sig ret meget ved den nye infektion.

Aorta

Aorta (eller hovedpulsåren) er det blodkar, der modtager iltet blod fra hjertet. Arterierne i det store kredsløb udspringer fra aorta.

Arbejdsfysiologi

Arbejdsfysiologi er et område inden for Biologi, der handler om kroppens...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind