Nervecellers opbygning
Hvad er neuroner?
Neuroner er den celletype i nervesystemet, der sender og modtager elektriske signaler. Neuroner gør det derfor muligt for kroppens dele at kommunikere med hinanden og igangsætte forskellige handlinger. Det er neuroner, man henviser til, hvis man taler om nerveceller.
Neuroners opbygning
Neuroner er specialiserede til at modtage og afsende elektriske impulser kaldet aktionspotentialer. Neuroner har derfor en række særlige forgreninger, som sætter dem i forbindelse med andre celler. Samtidig er neuroner ofte meget lange, så de kan lede aktionspotentialer over store afstande.
Opbygningen af et neuron er vist herunder. Her er neuronet i forbindelse med to andre neuroner. Aktionspotentialer modtages fra det præsynaptiske neuron og sendes videre til det postsynaptiske neuron.
Cellekrop (soma)
Cellekroppen (kaldes også soma) er den centrale del af neuronet, hvor organellerne og cellekernen befinder sig.
Dendritter
Dendritter er forgreninger, der udgår fra cellekroppen. Dendritterne modtager aktionspotentialer fra andre neuroner eller stim...