Fortælleteknik

Fortælleteknikken i ”Dødsslagteren fra Kællerhavgård” er præget af den åbenlyse førstepersonsfortæller. Det giver et subjektivt perspektiv på novellens handling. Det er også en vi-fortæller, og vi undersøger i analysen, hvor mange personer dette vi egentligt dækker over.

Vi gennemgår også, hvordan bagudsyn virker, og hvorfor fremstillingsformen er både panoramisk og scenisk.

”Dødsslagteren fra Kællerhavgård” har en førstepersonsfortæller, som taler som et “vi”

Fortælleren træder frem flere gange i novellen som et ’vi’, fx ”dengang lejede vi alle sammen ud om sommeren”.  Der er altså ikke tale om en enkelt ’jeg’-fortæller, men i stedet en fortæller, der taler ud fra et kollektivt ’vi’. Det ser vi i brugen af de personlige stedord ’vi’ og ’vores’.

Vi ved ikke, hvor mange personer denne vi-fortæller taler for. Vi ser fortællerens tilstedeværelse første gang til Mikkels begravelse, hvor der står, at ”efterårsvinden tog fat i vores stemmer og bar dem hen over kirkegården”. Her virker vi-fortælleren til at omfavne alle indbyggere fra Dalby Huse, der var til stede ved begravelsen. Der er altså tale om et stort kollektivt ’vi’.

Fortælleren virker på andre tidspunkter til kun at tale for få personer, fx ”vi forsøger at blande os uden om den konflikt”. Det er konflikten om Ove, fortælleren refererer til, og fortælleren har her tidligere fortalt os, at byen er opdelt i to lejre: Dem, der er for Ove, og dem, som er imod ham. Fortælleren står dog udenfor konflikten. ’Vi’ er her altså ikke...