Komposition

Den ydre komposition er præget af en fast form

”Jens Vejmand” er inddelt i seks strofer, der hver består af otte vers. Brugen af rim og rytme er ensartet i alle seks strofer. Vi kan derfor sige, at digtets ydre komposition er præget af en fast form.

Vi kan som eksempel på den faste form sammenligne de to første strofer. Stroferne er lige lange, og de bruger enderim på samme måde. De rimende stavelser er herunder fremhævet med hhv. fed og understreget skrift:

Hvem sidder der bag Skjærmen
med Klude om sin Haand,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Baand?
Det er saamænd Jens Vejmand,
der af sin sure Nød
med Ham’ren maa forvandle
de haarde Sten til Brød.

Og vaagner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Ham’ren klinge
paany, paany, paany,
det er saamænd Jens Vejmand
paa sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvaade Sten.

Sidste stavelse i andet vers rimer på sidste stavelse i fjerde vers. Samtidig rimer sidste stavelse i sjette vers med sidste stavelse i ottende vers. De øvrige vers slutter ikke med et enderim. Vi kalder dette rimmønster for balladerim. Alle digtets strofer er bygget op omkring disse balladerim. Digtet er på den måde præget af et fast rimmønster.

Rytmen i digtet er præget af jamber

Digtet er også præget af en fast rytme. Et digts rytme er bestemt af dets fordeling af trykstærke og tryksvage stavelser. Vi kan igen se på de to første vers. De trykstærke stavelser er fremhævet med fed skrift:

Hvem sidder der bag Skjærmen
med Klude om sin Haand,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Baand?
Det er saamænd Jens Vejmand,
der af sin sure Nød
med Ham’ren maa forvandle
d...