Sprog og symboler

Teksten benytter sig en del af eventyrsprog

Fortælleren i ”Skyggen” benytter sig en del af eventyrsprog. Eventyrtonen i ”Skyggen” kommer til udtryk på flere måder. Først og fremmest bliver stederne og personerne i teksten omtalt ud fra deres egenskaber eller funktion i teksten. Vi hører fx aldrig, hvad den lærde mand hedder. Han bliver omtalt ”den Lærde” og ”den Fremmede” hele vejen igennem teksten. Et andet eksempel er de to bymiljøer, der omtales ”de hede Lande” og ”de kolde Lande”. Det er typisk for eventyr, hvor vi sjældent hører konkrete navne på personerne og stederne, men hvor de bliver omtalt ud fra deres egenskaber.

Eventyrtonen i ”Skyggen” kommer også til udtryk gennem de positive og hyggelige beskrivelser. Det kan vi fx se, da den lærde mand vågner om natten og hører musik ovre fra genboen. Her hører vi:  ”Døren var paa klem, og dybt inde klang Musikken saa blød og deilig, man kunde ordentlig falde hen i søde Tanker derved”. Her kommer eventyrtonen til udtryk gennem de positive ord som fx ”saa blød og deilig” og ”søde Tanker”. Også det indskudte ”ordentlig” bidrager til at give teksten en eventyrtone, da det på en pædagogisk og hyggelig måde forstærker indtrykket af, hvad musikken gør ved den, der lytter til den.

Et andet eksempel på eventyrtonen i ”Skyggen” ser vi i beskrivelsen af den oplyste by, som den lærde mand besøger: ”Lyset brændte, ja over tusind Lys brændte”. Her bliver ”tusind” brugt til at understrege og tydeliggøre, at der er rigtig mange lys der brænder. Det er muligt, at tusind lys brænder, men det virker eventyragtigt, fordi det er så højt et tal og samtidig et rundt tal. De positive og hyggelige beskrivelser skaber generelt en behagelig tone i teksten, så det nærmest virker, som om den fortælles for børn, selvom indholdet er meget mere kompliceret end indholdet i et typisk eventyr.

Vi kan også se eventyrtonen i tekstens brug af eventyrsprog, fx i beskrivelsen af den lærde mands digtning: ”han skrev Bøger om hvad der var Sandt i Verden, og om hvad der var Godt og hvad der var Smukt”. Vi hører flere gange, at han skriver om det sande, det gode og det skønne. Det lyder meget rytmisk, men det er ikke særligt konkret. Det har dog en særlig og eventyrlig tone, hvilket også bliver underbygget af, at det er tre begreber, der opremses.

H.C. Andersens eventyrtone har det særlige kendetegn, at han ofte bruger lydmalende ord. Det ser vi også i ”Skyggen”, da aftenlivet i de varme lande bliver beskrevet. ”og Folk spadserede, Vognene kjørte, Æslerne gik: klingelingeling! de har Klokker paa”. Ordet ”klingelingeling” bliver brugt til at beskrive lyden af æslerne, der går gennem gaderne med klokker. Vi ser også brugen af lydmalende ord i slutningen af teksten, hvor Skyggens bryllup med kongedatteren beskrives: ”Om Aftenen var Byen illumineret, og Kanonerne gik af: bum!”. Her bliver lyden af kanonerne beskrevet med ”bum!”. De lydmalende ord skaber en hyggelig og levende tone i teksten, der signalerer, at den er fortalt for børn eller i hvert fald barnlige sjæle, der kan glædes over en fortæller, der pludselig siger ”bum”.

Virkning

Vi kan se en del eventyrsprog i ”Skyggen”. Eventyrsproget gør tonen i teksten hyggelig og behagelig, hvilket bidrager til, at vi føler os godt tilpas, når vi læser teksten. Brugen af et eventyrligt sprog gør også, at H.C. Andersen kan komme afsted med at skrive om nogle dybere emner, uden at tonen bliver alt for dyster og alvorlig. I ”Skyggen” ser vi fx et tema om menneskets skyggesider og et budskab om, at vi skal bevare kontakten til vores skyggeside.

Ved at skrive teksten som et eventyr bliver det netop muligt at skrive om nogle dystre og store emner som fx menneskets skyggesider på en let og engagerende måde, der er rettet mod et så bredt publikum som muligt. Brugen af eventyrsproget gør derfor også, at vi føler os bedre tilpas med at læse om menneskets skyggesider, end hvis det var sket i et mere almindeligt, realistisk sprog. Eventyrsproget fungerer på den måde som en form for pænt omslag til en mere dyster tematik.

Teksten er præget af talesprog og mundtlig stil

Sproget i ”Skyggen” er præget af talesprog og mundtlig stil. Vi ser det allerede i begyndelsen af teksten, hvor miljøet i de varme lande bliver beskrevet: ”I de hede Lande, der kan rigtignok Solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste Lande brændes de til Negre”. Brugen af ”rigtignok” og ”ja” giver sproget en mere mundtlig stil. Begge udtryk bliver brugt igen kort efter, da fortælleren beskriver aftenlivet i den sydlandske by, hvor den lærde mand opholder sig: ”jo der var rigtig nok levende nede i...