Baggrundsinformation

Romantik og romantisme præger H.C. Andersens eventyr

H.C. Andersens eventyr er skrevet mellem 1830’erne og 1870’erne. De vigtigste og mest berømte er alle fra 1830’erne og 1840’erne. Det vil sige, at de ligger indenfor den periode, vi betegner som romantikken. Der er flere understrømninger i romantikken, og det kan man også se på H.C. Andersens eventyr. De er ret forskellige og hører til i forskellige af de understrømninger, der var i romantikken.

Nogle af Andersens eventyr er eksempler på den såkaldte universalromantik. Universalromantikken er en retning inden for romantikken, hvor digteren eller forfatteren viser altings sammenhæng. Ifølge universalromantikerne spejles universets største dele i dets mindste dele. Naturen er gennemtrængt af en særlig ånd, og alt er forbundet i en harmonisk enhed.

Kunsten og litteraturen har netop evnen til at visse, hvordan alt i verden er forbundet. Derfor har den universalromantiske litteratur også en opdragende funktion. Blandt H.C. Andersens mest berømte eventyr er ”Klokken” (1850) det tydeligste eksempel på universalromantik. Her finder en kongesøn og en fattig konfirmand sammen i nydelsen af naturens harmoni. Det er altså samfundets top og bund, der på symbolsk vis bliver forenet i naturen, mens de lytter til en højtidelig klang af en usynlig klokke. Det er et symbol på, hvordan kunsten forener samfundets og livets modsætninger i en harmoni, der omfatter alt. Det vil sige en harmoni, der er universel.

I mange andre H.C. Andersen-eventyr er det en anden retning indenfor romantikken, vi møder. Her er det den såkaldte romantisme, der præger teksterne. Romantismen er i Danmark kendt som en retning inden for romantikken, hvor forfatterne fokuserer mere på konflikter og splittelser, både i det enkelte mennesker og mellem mennesker.

Oprindelig var romantismen i lande som England, Tyskland og Frankrig en samfundskritisk form for litteratur. Den var opstået efter den franske revolution i 1789, hvor idealerne om frihed, lighed og broderskab hurtigt blev knust i mødet med den virkelige verden. Den romantistiske litteratur tematiserer derfor altid konflikten mellem idealer og virkelighed. Universalromantikkens harmoni bliver brudt i romantismens fortællinger, som ofte handler om personer, der er i konflikt med omverdenen eller med sig selv.

Det er særligt de personlige og individuelle konflikter, som kommer i fokus i den danske romantisme. De revolutionære og politiske perspektiver spiller stort set ingen rolle hos de danske forfattere. Sådan er det også i H.C. Andersens romantistiske tekster, blandt andet i ”Skyggen”.

”Skyggen” bliver ofte fortolket som et romantistisk kunsteventyr, der viser splittelsen i individet på en klar måde, når skyggen løsriver sig fra den lærde mand. Skyggen kan læses som symbol på menneskets skyggeside, som i den traditionelle romantik bliver holdt udenfor. Den lærde mand i eventyret er netop en repræsentant for romantikken. I hans fokus på det gode, det sande og det skønne er der ikke rigtig plads til det grimme, det uhyggelige og det urovækkende.

Det er de temaer, vi møder ”Skyggen” og i mange andre romantistiske tekster. Deres underforståede budskab er, at tilværelsens knap så pæne sider er mere afslørende og lærer os mere om mennesket end romantikkens idylliske personbeskrivelser. I H. C. Andersens tilfælde er de romantistiske træk desuden ofte blevet fortolket som et led i forfatterens...