Fortæller og synsvinkel

Den alvidende tredjepersonsfortæller er både indlevende og distanceret

Fortælleren i ”Skyggen” er en alvidende tredjepersonsfortæller, hvilket er meget typisk for H.C. Andersens eventyr. Det betyder, at fortælleren har adgang til personernes tanker og følelser og samtidig kan beskrive dem udefra. Fortælleren kan både beskrive handlingen i detaljerede scener og sammenfatte længere handlingsforløb, så læseren får et godt overblik.

I eventyret er der en del eksempler på fortællerens adgang til personernes indre, særligt i beskrivelserne af den lærde mand. Det ser vi fx, da den lærde mand rejser med Skyggen på kurophold. Her er Skyggen meget dominerende, men den lærde mand tager det pænt: ”Skyggen vidste altid at holde sig paa Herrepladsen; og det tænkte den lærde Mand nu ikke saadanne over; han var et meget godt Hjerte, og særdeles mild og venlig”.

Den lærde mand får lyst til at genvinde fortroligheden med sin gamle skygge, men det vil Skyggen ikke være med til. Skyggen insisterer på at den lærde mand skal tiltale den med det formelle ”De”, mens den kalder manden ”Du”. Fortælleren gengiver mandens reaktion på det med et kort tankereferat: "Det er dog vel galt," tænkte han, "at jeg maa sige De og han sige Du," men nu maatte han holde ud”.

Den sidste del af citatet kan både opfattes som en fortællerkommentar og som et eksempel på dækket indre monolog. Det vil sige, at det er den lærde mands tanker (”nu må jeg holde ud”), der gengives af fortælleren som del af fortællingen om den lærde mand (”nu maatte han holde ud”). Det er endnu et eksempel på den ubegrænsede adgang, som fortælleren har til den lærde mands bevidsthed. Det skaber en fornemmelse af, at vi følger den lærde mand tæt og bliver hans fortrolige.

I slutningen af teksten beskrives den lærde mand dog mere distanceret. Her hører vi ikke om hans tanker i fængslet, selvom han er havnet i en alvorlig og farlig situation. I stedet følger vi nu Skyggen og kongedatterens tanker og følelser omkring den lærde mand. Fortælleren bemærker som det allersidste i teksten: ”Den lærde Mand hørte ikke noget til Alt det, for ham havde de taget Livet af. –”

Dermed bliver der skabt en distance til den lærde mand, som vi ikke længere følger. Det skyldes ifølge fortælleren, at han er blevet dræbt, men det er bemærkelsesværdigt, at vi heller ikke får noget at vide om den lærde mands tanker inden henrettelsen. Fortælleren har ellers fulgt ham tæt gennem hele teksten.

Det er typisk for en alvidende fortæller at fordele opmærksomheden i teksten på en måde, der understøtter handlingsforløbet. Det er lige præcis, hvad der sker i ”Skyggen”. Da vi præsenteres for kongedatteren, går der ikke længe, inden fortælleren gengiver hendes tanker og følelser:

Ligestrax mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden Person end alle de Andre; "han er her for at faae sit Skjæg til at voxe, siger man, men jeg seer den rette Aarsag, han kan ikke kaste Skygge." Nysgjærrig var hun blevet; og saa gav hun sig strax paa Spadsereturen i Tale med den fremmede Herre.

Her hører vi om kongedatterens indre fornemmelser. Fortælleren bemærker, at hun var blevet ”Nysgjærrig”. Dermed er vi pludselig helt tæt på kongedatteren og følger hendes interesse i Skyggen. Kongedatteren får den opfattelse, at den lærde mand i virkeligheden er Skyggens skygge. Selvom opfattelsen er forkert, præger det resten af fortællingen.

Det understøttes af fortælleren, der herfra primært fokuserer på kongedatteren og Skyggen, mens den lærde mand glider i baggrunden og i overført betydning bliver en skygge i teksten. Det indtryk skyldes, at vi herefter ikke følger den lærde mand lige så tæt, som vi hidtil har gjort. Den forandring viser hvor stor en magt den alvidende fortæller har over historien.

Virkning

Den alvidende fortæller beskriver både den lærde mand med stor indlevelse og med en vis distance. Distancen ser vi især i slutningen af fortællingen, mens vi følger den lærde mand tæt i indledningen og i tekstens midterdel.

Desuden har den alvidende fortæller den virkning, at vi kommer tæt på forskellige personer i teksten. Vi får dermed et nuanceret indtryk af handlingsforløbet, selv om fortællingen er stramt styret af fortælleren. Det giver os indtryk af, at vi kan have tillid til fortælleren, selvom teksten også er fuld af kommentarer og tolkninger, som egentlig er ret subjektive. Fortællerens alvidenhed er dog med til at give tekstens dens objektive præg og får den til at virke troværdig. 

Der er stor afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid

I ”Skyggen” er der stor afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid. Det skyldes, at fortælleren befinder s...