Skriv opgave

En kongelig affære kan være oplagt at inddrage i opgaver som DHO eller DIHO. Den lægger nemlig op til et interessant samspil mellem danskfaget og historiefaget. 

Filmens fiktionaliserede billede

Filmen giver et dramatiseret og fiktionaliseret billede af nogle voldsomme begivenheder i Danmarks historie.

Gennem filmanalyse i Dansk kan du komme tættere på, hvordan hele Struense-affæren bliver iscenesat. Her er det især interessant at komme ind på den overordnet positive fremstilling, som filmen grundlæggende giver af dronningen og Struense. De gjorde det rigtige, men på det forkerte tidspunkt.

Historiske kilder og fremstillinger

Hvis du til gengæld dykker ned i historiske fremstillinger eller kilder, så vil du se, at der er mange forskellige udlægninger af historien. Frem til begyndelsen af 1900-tallet var mange historikere enige om, at Struense og dronningen begik et ondsindet og udspekuleret statskup for at tilrane sig magten. Du kan se et godt eksempel på, hvordan den negative udlægning af Struense har sneget sig ind i Wikipedias artikel om enkedronningen Juliane Marie:

Enkedronningens tilværelse var således præget af en sindssyg konges, en utro dronnings og en diktatorisk selvherskers uforskammetheder. Den unge konge gjorde sig en glæde af at afslå selv de ubetydeligste anmodninger fra hendes side, lige som hun og arveprinsen ved enhver lejlighed blev tilsidesatte, men hun fandt sig tålmodig i alt, selv i Struense’s hensynsløse og plumpe drillerier […] Da sammensværgelsen imod den utro dronning og hendes diktatoriske elsker var ved at danne sig, var hendes ansvarsfølelse stor nok og hendes forbitrelse stærk nok til, at hun var rede til at påtage sig den rolle, de sammensvorne, særlig Guldberg, kaldte hende til. […] Juliane Marie havde i den kritiske situation storhed nok til at overvinde den tilbageholdenhed, som hidtil havde præget hendes optræden.

Wikiartiklen her baserer sig blandt andet på en historisk fremstilling fra 1894. Det er tydeligt at se, hvordan fremstillingen fremhæver enkedronningen som en slags historisk helteskikkelse, mens den sender kongen, dronningen og Struense ud på historiens mødding. 

Filmen som udtryk for en bestemt historiebrug

I nyere tid har opfattelsen blandt historikere ændret sig en del. Selvom de fleste moderne historikere forsøger at holde et nuanceret blik, så kan du let finde en opfattelse af, at Struense var oplysningens misforståede frihedshelt. 

Filmen er med andre ord et rigtigt godt udgangspunkt for tale om begrebet historiebrug. Altså hvordan eftertiden udnytter historien til at fortælle om sine egne værdier.

Få mere hjælp til din opgave

Du kan få et overblik over oplysningstiden i vores kompendium, hvor du også får kildekritiske læsninger af centrale historiske kilder samt en gennemgang af oplysningstidens tanker og idealer:

Oplysningstiden

Du kan bruge dette kompendium, hvis du gerne vil have et overblik over oplysningstiden, eller hvis du skal læse til eksamen eller skrive opgave om nogle af de ting, der skete fra slutningen af 1600-tallet og frem mod slutningen af 1700-tallet.

Du kan læse mere om oplysningstidens litteraturhistorie i vores store danske litteraturhistorie.

Dansk litteraturhistorie

Studienets noter til dansk litteraturhistorie dækker alt, hvad du skal vide om Danmarks litterære perioder i gymnasiet.

Du kan få hjælp til hele processen med din opgave i vores vejledninger:

DHO-bogen

DHO-bogen er den komplette vejledning til alle dele af Dansk-historieopgaven på STX og HHX kaldet DHO. I guiden hjælper vi dig med din arbejdsproces og indholdet i din opgave.

DIHO-bogen

DIHO-bogen er en guide til at skrive din opgave i Dansk og Idéhistorie. Opgaven er et tværfagligt projekt i 2.g. på HTX. I bogen hjælper vi dig med hele din arbejds- og skriveproces lige fra dit valg af emne og problemformulering over din læsning til selve opgaveskrivningen.