Skriv din debatterende artikel

På de næste sider af opgavehjælpen giver vi dig vejledning til at skrive din debatterende artikel om de etablerede mediers ansvar for den offentlige debat. Vi viser først, hvordan du kan diskutere emnet ud fra synspunkter og eksempler præsenteret i Jacob Birklers tekst. Derefter giver vi forslag til, hvilket hovedsynspunkt du selv kan argumentere for i den debatterende del af opgaven.

Det er vigtigt at understrege, at du ikke skal bruge alle vores forslag i din opgave. Du skal i stedet vælge et hovedsynspunkt, som du vil argumentere for, og koncentrere dig om de forslag, der passer til dette synspunkt. Du behøver naturligvis ikke at vælge et af vores forslag til synspunkter. Brug dem som inspiration, og vælg et synspunkt, som du har holdninger til og kan argumentere for. 

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at du ikke behøver at inddrage alle tekster. Det er obligatorisk at inddrage Jacob Birklers indlæg, men udover det skal du blot inddrage mindst én af de andre tre kilder. Faktisk vil vi anbefale kun at bruge 1-2 af eksempelkilderne, så du undgår din behandling af dem bliver for overfladisk pga. pladsmangel.  

Det er vigtigt, at du husker, at hele din opgave skal lede frem mod dit hovedsynspunkt. Tænk derfor over, hvordan du kan skabe forbindelse mellem diskussionen og debatten.