Billedanalyse i Dansk

I Dansk handler en billedanalyse om at gennemgå billedets enkelte dele og samle analysen til en samlet fortolkning. 

Typisk vil du møde flere forskellige billedtyper, som du skal analysere. De mest almindelige er reklamebilleder, pressefotos og malerier. Du kan bruge Studienets billedanalysevejledning til alle former for billeder, men hvis du sidder med et reklamebillede eller et pressefoto, anbefaler vi, at du bruger vores særlige vejledninger til netop reklamer og pressefotos. Her får du hjælp til lige netop de genrer. Synes du, at du mangler mere vejledning, kan du altid vende tilbage til denne hjælp til billedanalyse.

Mange af de billeder, vi arbejder med i Dansk, indgår i et større forløb. Det kan f.eks. være, at vi møder et harmonisk landskabsmaleri, mens vi arbejder med romantikken. Her er det vigtigt at overveje, hvordan billedet indgår i forløbet og trække tråde mellem det, du allerede ved, og det, du ser på billedet. I romantisk landskabsmaleri kunne det f.eks. være at knytte den harmoniske natur sammen med romantikkens overordnede natursyn. Billeder kan også indgå i tematiske forløb, hvor de typisk skildrer det emne, I arbejder med i undervisningen på en eller anden måde. Det kan f.eks. være et billede af en udslidt arbejder, der bruges som eksempel i et forløb om fattigdom i Danmark.

Du kan også vælge at arbejde med et billede i større skriftlige opgaver i Dansk, f.eks. i en DHO eller et SRP. Her skal du virkelig gå i dybden med billedet og f.eks. undersøge dets kontekst, læse om kunstneren og selvfølgelig lave en grundig analyse. Ofte vil det være nødvendigt at supplere billedet med noget mere. Det kan f.eks. være en tekst, der behandler samme tema eller er fra samme periode, eller et andet billede, der måske viser en udvikling eller forandring fra det første billede til det andet. Nogle gange kan et enkelt billede dog indeholde så mange detaljer eller virkemidler, at det kan stå alene.