Sprog

”Skriftestolen” har en høj sproglig stil

”Skriftestolen” er skrevet i en høj sproglig stil, hvor der er mange lange, pyntede, højstemte sætninger. Det lyder flot og velformet, men samtidig er det med til at dække over de grimme begivenheder i novellen. 

Den høje sproglige stil er med andre ord en del af den forstillelse, som er ét af novellens temaer. Det kan vi tydeligt se i dette afsnit, hvor markisen træder ind på sin kones soveværelse, som er i uorden på grund af elskerens besøg:

“Hvor yndig,” sagde han med en skalkagtig stemme, “hvor yndig er dog ikke denne uorden! Disse graciøst henkastede rober, disse småbitte sko! Hvor forunderlig balsamisk, fantasivækkende er ikke denne luft! Der er ordentlig poesi i alt dette!”

Markisen beskriver soveværelsets rod i højstemte, poetiske vendinger, selvom han udmærket er klar over, at Laura og Balzetti netop har været i seng med hinanden. Han beskriver altså værelsets ydre tegn på utroskab i smukke vendinger, som skaber en sproglig overflade, der dækker over de grimme realiteter. 

Novellen bruger en del ironi 

"Skriftestolen" sprogbrug er præget af ironi. Det skyldes især, at det smukke, velordnede sprog flere steder beskriver et ubehageligt, 'grimt' eller rodet indhold; altså står den høje sproglige stil i kontrast til novellens indhold. 

I markisens hyldest til soveværelsets skønhed er det fx tydeligt, at han udtrykker sig ironisk. Det understreger fortælleren ved at kalde markisens stemme "skalkagtig", dvs. lumsk eller upålidelig. Vi bliver dermed gjort opmærksomme, at markisen nok ikke mener, hvad han siger. 

Han kalder uordenen på soveværelset "yndig", men mener nok i virkeligh...