Skabelsesmyten

Den nordiske mytologi omfatter en skabelsesmyte. I dette afsnit genfortæller vi myten og ser på mytologiske træk og kendetegn.

Genfortælling af myten

Før mennesker og guders verden blev skabt, fandtes der et uendeligt stort tomrum, Ginnungagap. Det adskilte de to verdener Niflheim og Muspelheim. Niflheim var et koldt, mørkt og stormfuldt sted langt mod nord. Muspelheim, som lå langt mod syd, var fyldt af ild, lava og ekstrem varme. 

Is fra Niflheim mødtes med varme vinde fra Muspelheim, som fik isen til at smelte. Dråberne fra den smeltede is blev til jætten Ymer, det første levende væsen. Mens Ymer sov, svedte han så meget, at der sprang en mand og en kvinde ud af hans armhuler. Ud af Ymers ben kom en søn, som blev stamfader til de onde og vilde jætter.

Ud af dråberne fra den smeltede is blev der også skabt en ko, Ødhumle. Hun lod mælken flyde fra sine yvere, som Ymer drak. Ødhumle slikkede på en saltsten, og ud af saltstenen dukkede en gud frem, som hed Bure. Bure blev bedstefar til guderne Odin, Vile og Ve.

Da Odin, Vile og Ve voksede op og blev stærke, slog de Ymer ihjel. Hans blod skyllede ud over hele verden og dræbte alle de onde jætter, undtagen én. Jætten Berghelmer overlevede med sin kone, og de og deres efterkommere blev gudernes fjend...