Eksempel

Her får du to eksempler på en kronik med tilhørende metatekst. Vi har udarbejdet eksemplerne, så du kan se, hvordan du kan bygge en kronik op på en god måde, og hvordan du kan skrive din metatekst. 

Ud fra den samme opgaveformulering har vi valgt at lave to forskellige kronikker, som har hvert sin syn på emnet. Først kan du læse en kronik, hvor vi forsvarer værdien af tro i en moderne verden, dernæst kan du læse den modsatte kronik, som i stedet forsvarer viden og angriber troens værdi

Under hvert afsnit i kronikker og metatekst finder du en kort forklaring på vores overvejelser i forbindelse med afsnittet. 

Uddrag

Her kan du se et kort uddrag af en af vores eksempelbesvarelser:

Kronik: Hvorfor skal vi tro, når vi kan vide?

Forholdet mellem tro og viden er en gammel diskussion, men ikke desto mindre er den nødvendig i den moderne verden. Troen styrer folk og begrænser deres mulighed for et lykkeligt liv. Min generation vokser op i et multikulturelt samfund med nem adgang til viden. Hvorfor skal vi tro, når vi kan vide?

Af: Amalie Jensen, gymnasieelev

Se forklaring af afsnittet
 

I dette første afsnit har vi valgt en lidt provokerende overskrift, som samtidigt indkredser vores hovedsynpunkt, nemlig at viden er vigtigere end tro i et moderne samfund. I manchetten beskriver vi i kort form kronikkens problemstillinger og hovedsynspunktet. Derefter kommer vores byline med navn og 'stilling'. 

Tro begrænser os

Marie Skovgaards nye dokumentarfilm, Reformisten - den kvindelige imam, var en overvældende og overbevisende oplevelse for mig. Og hvad var det, jeg blev så overbevist om? Vi har ikke brug for den religiøse tro i vores moderne verden.  I filmen møder vi et forelsket par. De vil giftes, og det fører til sorg og problemer for det ellers lykkelige par, fordi deres familier tilhører forskellige religioner.

Fortællingen om deres interreligiøse ægteskab ramte mig. Alene begrebet interreligiøst ægteskab kryber mig ned ad ryggen. For hvorfor har vi overhovedet brug for sådan et begreb? Skal kærligheden ikke være uafhængig og ukrænkelig? Hvis troen i den grad begrænser vores ret til at leve et lykkeligt liv, så hører den ikke til i den moderne verden.