Perspektivering
Den politiske tematik er typisk for det moderne gennembrud
Henrik Pontoppidan var en af de vigtigste forfattere i den litterære periode, der kaldes det moderne gennembrud. Perioden var kendetegnet ved en litteratur, der rettede blikket ud mod samfundet og satte problemer under debat.
”Ilum Galgebakke” er et godt eksempel på, hvordan litteraturen beskæftigede sig med samfundsmæssige og politiske emner under det moderne gennembrud.
Novellen handler nemlig om kampen for frihed og selvbestemmelse. Den beskriver det sociale miljø, der prægede det danske samfund i den periode i slutning af 1800-tallet, der er kendt som provisorietiden.
Du kan læse mere om provisorietiden i baggrundsinformationen til denne analysehjælp og i Studienets kompendium om Det moderne gennembrud.