Personer

Her giver vi dig et overblik over personerne, som optræder i novellen ”Ilum Galgebakke” af Henrik Pontoppidan.

Bønderne

I gamle dage var bønderne omkring Ilum oprørske og villige til at gå fysisk til angreb på egnens herremænd, når de følte sig uretfærdigt behandlet. I novellens nutid har indbyggernes temperament ændret sig, og de er ikke længere lige så voldsparate, som deres forfædre var. Fortælleren giver i novellens indledning et overblik over den udvikling, som bønderne har gennemgået. 

For meget længe siden levede befolkningen på egnen både som bønder og fiskere. Livet på lærte dem at kæmpe, både mod naturen, mod røvere og ind imellem mod hinanden. De fandt sig derfor ikke i at blive uretfærdigt behandlet af herremændene. Fortælleren nævner, at Ilum-bønderne to gange i historiens løb er blevet så oprørte over undertrykkelsen, at de har brændt herregården ned og henrettet herremanden på grusom vis. Det er sket på Galgebakken, der er centrum for fortællingen.

Fortælleren beskriver de gamle tiders bønder som et ”stridslystent Folkefærd”, som stadig indeholdt noget af ”Dyrets Friheds-Instinkt”. Bøndernes temperament er dog blevet mildere gennem generationerne. Kampen for frihed er ikke længere et dyrisk instinkt hos den enkelte, men mere organiseret og kultiveret. Frihedsinstinktet er forsvundet i takt med, at de er blevet mere civiliserede. 

Bønderne har sluttet sig sammen i interesseforeninger, hvor de holder møder, diskuterer og argumenterer. De forsvarer ikke længere deres frihed med fysisk vold. I stedet forsøger de at påvirke den demokratiske samtale og på den måde forsvare deres frihed på fredelig vis.

I novellens sidste del forklarer Mandslingen denne udvikling med, at bønderne har fået det for godt. Deres liv er så behageligt, at de ikke længere er villige til at ofre noget for frihed og retfærdighed. Det er muligt, at magthaverne regerer med ulovlige midler, men det har ingen umiddelbar betydning for bøndernes livskvalitet:

– "se Dem dog om, unge Mand! Kast et Blik ud over dette gudsvelsignede lille Smørland! Træd inden for hos disse Folk, der sidder dér bag lune Døre, mellem skikkeligt fyldte Lader, med Frihed til daglig at spise sig mætte, til aarlig at sætte et Barn i Verden, til hver Aften at besøge Naboer, spille Kort, tale, synge, danse, drikke, o.s.v., … og spørg dem om, hvor det egentlig er, at Træskoen trykker. Jeg holder for, at de alle som én bliver Svaret skyldigt. Der mangler de rette Elementer her i Landet – det er Sagen!"

Ilum – og Danmark i det hele taget – fremstilles på den måde som et rart og hyggeligt sted, hvor bønderne i det store og hele lever godt. I gamle dage var bønderne fattige og undertrykte og havde derfor et meget levende frihedsinstinkt, men nu er de selv blevet en slags små herremænd. Politisk bliver de stadig holdt nede af den gamle adel i Estrups ...