Her får du vores analyse af Charles Baudelaires digt “Et ådsel”. Vi har valgt at fokusere på digtets opbygning inklusive rimstrukturen og dernæst undersøge sprogbrugen og de mange eksempler på billedsprog, inden vi til sidst ser på digtets personer.
Hvis du har brug for yderligere hjælp til “Et ådsel” kan du måske få gode ideer i vores analysevejledning til digte.
Ådslet fremstilles som en slags modstander af digtets "vi"
Ådslet spiller egentlig ikke en selvstændig rolle som en person i digtet. Der er tale om et dødt dyr, der befinder sig i en næsten totalt opløst tilstand, ædt af andre dyr. Alligevel får ådslet en rolle i digtet, hvor det fremstilles som en slags modstander af det lyriske jeg og hans elskede - dvs. digtets "vi", som der henvises til allerede i første verslinje i strofe 1.
Den rolle skabes gennem digtets mange besjælinger af ådslet, som vi har forklaret i analysen af digtets billedsprog. Besjælinger giver os nemlig det indtryk, at ådslet har sin egen frie vilje og udfører sine egne handlinger. Det får med andre ord 'sjæl' gennem sproget, fx når det i strofe 2 omtales som "kynisk".
Ådslets modstand består i, at den ødelægger den idyl, der lader til at præge de elskendes gåtur. Vi hører fra det lyriske jeg, at det er en "smilende sommerdag" (endnu en besjæling, men af sommerdagen), hvor han spadserer ad en sti med sin elskede. Ved et sving på stien ligger ådslet og spreder "ublu og kynisk sin dunst", står der videre i strofe 2.
At ådslet er "ublu" vil sige at det er uforskammet eller hensynsløs over for de andre, det vil sige digtets jeg og De, der er på en romantisk kærlighedstur. Ådslet ødelægger romantikken, og jeget kan nu ikke tænke på andet end ådslet. Til sidst kommer han endda til at sammenligne sin elskede med ådslet.
