Sprog

Sproget er præget af modsætninger, der forenes

Sproget i “Et ådsel” af Charles Baudelaire er meget iøjnefaldende. Det virker poetisk, altså digterisk, på grund af de mange sammenligner, og stilen virker samtidig høj, bl.a. fordi jeget tiltaler sin elskede med det formelle "De". 

Det mest bemærkelsesværdige træk ved sproget er imidlertid brugen af modsætninger. Digtet bruger en type sproglige modsætninger, der skyldes nogle gennemgående modsætninger eller kontraster i digtet, særligt kontrasterne mellem liv og død og mellem det skønne og det hæslige.

Kontrasten mellem liv og død kommer fx til udtryk i strofe 6, hvor der står: "Som om kroppens skælvende liv kun bestod / I mangfoldigt at brydes ned." Her er kontrasten nærmest formuleret som et paradoks, dvs. en logisk umulighed. For hvis livet kun består i "at brydes ned", er det så overhovedet et liv?

Kontrasten mellem skønhed og hæslighed bliver også fremstillet som noget, der ligner et paradoks. Det ser vi fx i strofe 4, der i sin helhed lyder sådan her:

De højere magter så et skelet 
Slå op som en blomst imod himlen. 
Så tung var dets stank, at De vaklede let 
Og følte en pludselig svimlen

I de foregående strofer er ådslet beskrevet som "ækelt" og "råddent", men her fremstilles det "som en blomst imod himlen", altså som noget, vi typisk opfatter som smukt. Det vil sige, at ådslet både fremstår hæsligt og smukt, men hæsligheden kommer tydeligt til udtryk i ådslets "stank", som får jegets elskede til at vakle let. Jegets elskede beskrives i strofe 1 og igen i slutningen som en stor skønhed, der dermed kommer til at stå i kontrast til ådslets hæslige udseende og lugt. 

En tredje underliggende modsætning i “Et ådsel”, er kontrasten mellem livet og kunsten, forstået som menneskets biologiske, fysiske liv over for kunstværker som malerier eller digte. I slutningen hører vi, hvordan den elskedes skønhed en dag vil være forsvundet til fordel for et rådnende skelet. I modsætning til livets uundgåelige endeligt - død...