I denne analysehjælp hjælper vi dig med at analysere og fortolke digtet ”Et Ådsel”. Digtet er skrevet af Charles Baudelaire og er udgivet i digtsamlingen Helvedesblomsterne fra 1857.
Her kan du læse et uddrag fra vores analysehjælp, hvor vi giver vores fortolkning af "Et ådsel":
Kunsten fremstilles som jegets værn mod døden
At det er jegets dødsangst, der kommer til udtryk i digtet, forklarer også det væld af sproglige billeder, som han både hæfter på ådslet og på sin elskede. Her er det som om jeget værger sig for tanken om døden, fx sammenligner han ådslet med "en blomst". Sådan ser ådslet ud for "de højere magter", forestiller han sig.
Jeget ved dog godt, at et ådsel eller et skelet ikke er nogen smuk blomst, men et hæsligt vidnesbyrd om "kødets gang", dvs. om døden, der venter os alle. De sproglige billeder og symboler, han hæfter på sig selv og især sin elskede, kan vi i den sammenhæng forstå som et forsvar mod tanken om døden. Jeget ønsker sig brændende, at han på en måde kan overleve døden sammen med sin elskede, og forestiller sig derfor, at kunsten kan redde dem og være hans værn mod døden. Her kan han bevare "Essensen af Gud", som det hedder i digtets slutning.
Ved at gøre kunsten og digtet til et symbol på skønhedens evige liv forsvarer jeget sig med andre ord mod sin dødsangst. Eller sagt mere kritisk: Jeget undertrykker sin dødsangst ved at forestille sig, at hans minde om skønheden kan blive bevaret i digtekunsten.
