Perspektivering

I 60’erne udgiver Ditlevsen foruden novellesamlingen Den onde lykke også erindringsbøgerne Barndom (1967) og Ungdom (1967). Heri beretter hun om sin barndom og ungdoms smertelige forhold og hændelser og om de mennesker, der har gjort hende ondt igennem livet. Som forfatter er Ditlevsen kendt for at skrive om sine egne erfaringer, ikke kun i erindringsbøger, men også i sine romaner, hvor hun ofte lader fakta og fiktion glide sammen.

I sit forfatterskab lader hun ofte de fiktive personer gennemleve den samme form for smerte, som hun selv har gennemlevet. Kærligheden fremstår som det eneste, der kan løsne op for smerten, men den viser sig ofte at være umulig at holde fast i for de personer, der optræder i Ditlevsens forfatterskab.

Forfatterskabet er med andre ord ofte dystert, og det ser vi også i “Dolken”. Her følger vi personer, hvis liv er fyldt med smerte - det gælder både for manden, konen og sønnen - og der åbner sig ingen mulighed for, at tingene kan forbedres. “Dolken” skiller sig ud fra mange af hendes andre værker ved at være fortalt fra et mandligt perspektiv. Det ændrer dog ikke på, at det er smer...