Personkarakteristik

Hovedpersonen

Novellens hovedperson er en midaldrende mand. Han er gift med Ester, og sammen har de en femårig søn. I begyndelsen af novellen får vi at vide, at manden ser det som sin pligt som far at “vise sin familie et køligt og let anklagende væsen”, og at han gerne vil opfatte sig selv som “et forstandsbetonet menneske, der foragtede alt føleri”.

Denne selvopfattelse er tilsyneladende styrende for alt, hvad manden gør. Hver gang, der dukker tanker op hos ham, som ikke er rationelle eller forstandsbetonede, skubber han dem væk. Vi ser flere eksempler på, at hans opførsel ikke nødvendigvis kommer af, at han er ond eller ufølsom. I stedet bunder det i, at han insisterer på at sortere sine følelser fra.

Undertrykkelse af følelser

I begyndelsen af novellen hører vi, at han altid føler en ømhed over for sin kone om morgenen, men at han sjældent viser den: “Han følte altid en vis ømhed for hende, lige før han vækkede hende om morgenen. Den gik hurtigt over, og hun fik det sjældent at mærke”. Her ser vi, hvordan manden faktisk har kærlige følelser over for sin kone, men ikke giver udtryk for dem.

Vi hører også, at manden bliver forbavset, da han mærker, at han savner at høre sønnens pludren om morgenen: “Han konstaterede forbavset, at han næsten savnede den pludren. Vanen er det halve liv, tænkte han adspredt”. Citatet viser os, at han ikke opfatter sig selv som en, der har følelser over for sin søn. Han forklarer over for sig selv, at savnet må komme af en vane. Han mener altså ikke, som man ellers ville mene, at savnet kommer af kærlighed til sønnen. I stedet mener han, det kommer af, at sønnens pludren er blevet en vane.

Den samme undertrykkelse af følelser ser vi, da manden strejfes af en følelse af medlidenhed: “Pludselig så han det lille, s...