Dolken

I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere novellen ”Dolken” af Tove Ditlevsen. Vi gennemgår de vigtigste elementer i teksten, som det er godt at have med i analysen. Du får et resumé af teksten, en række præcise ordforklaringer og en side med baggrundsinformation. Desuden giver vi dig hjælp til at fortolke og perspektivere teksten.

Præsentation af teksten

Titel: ”Dolken”
Forfatter: Tove Ditlevsen
Genre: Novelle

Tove Ditlevsen var en dansk digter og forfatter, der levede fra 1917 til 1976. Hun udgav både digte, noveller og romaner og blev især kendt for personlige og selvbiografiske tekster. Hendes noveller adskiller sig fra romanerne ved ofte at have et symbolsk lag, hvilket “Dolken” er et godt eksempel på.

“Dolken” er en del af Tove Ditlevsens sidste novellesamling, som hedder “Den onde lykke”. Novellerne foregår i storbyen, men fokus er på, hvad der sker inde i lejlighederne. Vi inviteres ind, hvor vi normalt ikke har adgang - bag hjemmets fire vægge eller sågar helt ind i en persons hoved, som vi ser det i “Dolken”. Novellerne handler om “det lykkelige ægteskab” bag facaden og viser, hvordan det også kan gøre ondt. “Dolken” er et godt eksempel på Ditlevsens blik for den psykologiske dimension af mennesket.

Du får her et kort uddrag af analysehjælpen:

Dolken kan læses som symbol

Dolken er en genstand, som har en meget vigtig rolle i “Dolken”. Dolkens vigtige plads i novellen bliver vi opmærksomme på allerede med novellens titel. Desuden optræder den som en meget central genstand, og den er omdrejningspunkt for novellens konflikt.

I beskrivelserne af dolken optræder meget billedsprog, og gennem billedsproget får dolken en vigtig symbolsk betydning.

Når dolken bliver nævnt er det ofte i forbindelse med, at manden skal skære “det svage” væk. I flashbacket til mandens barndom bruges dolken til at skære de svage grene væk og lade de stærke overleve.

Han bruger også dolken som metafor for, at skære sine egne “svagheder” - dvs. følelser - bort: “Pludselig så han det lille, skræmte ansigt for sig og strejfedes af noget, der lignede medlidenhed, noget han ikke ville vide af. Dolken huggede sig usynligt vej gennem hans tanker og skar al overflødig skadelig svaghed bort. Han skulle være styrken i drengens opvækst, alvoren, ansvarsbevidstheden”. I et øjeblik, hvor han rammes af en kærlig følelse over for sønnen bruger han dolken til at skubbe den væk.