Sprog

Den sproglige stil er realistisk

Den sproglige stil i “Dolken” er realistisk. Sætningerne er formuleret, som var de en direkte afskrift af de tanker, der forekommer i hovedpersonens hoved: “Drengen var påfaldende stille. Mon han var gået i seng igen? Han plejede ellers at rende i hælene på sin mor og pludre løs om alt muligt her om morgenen". Citatet virker som en realistisk gengivelse af, hvordan vores indre monologer/tankestrømme ofte ser ud. Der er fx et uformelt ord som “pludren”, og manden stiller sig selv et spørgsmål, der ikke besvares.

Virkning

Den realistiske sprogbrug bidrager til en følelse af, at vi har adgang til hovedpersonens tanker, og at tankerne ikke er fortolkede eller sorterede. Vi får virkelig en fornemmelse af, at vi befinder os inde i mandens hoved. Det gør, at vi læser novellen som et ufiltreret udtryk for, hvordan det er at være far i den familie, vi følger.

Billedsproget er centreret omkring dolken

I “Dolken” optræder en del billedsprog. Det meste af billedsproget er centreret omkring de passager, hvor dolken er i fokus. Det ser vi fx i mandens flashback til, da han som barn går i skoven med sin dolk:

“Han skar pilekviste af med den. Han bestemte, beruset af sin magt, hvilke grene han ville skåne, og hvilke, der skulle falde for hans dolk. Han skar nogle af, der så svage og kraftesløse ud, og som han ikke havde brug for, og han fandt i sidste øjeblik på, at en sej og stærk gren skulle få lov at leve. Pilekvistene var fjender i en slagen hær”

Her bruges en metafor om pilekvist...