Billedanalyse
I denne vejledning hjælper vi dig med at lave analyse af billeder. Billedanalyse går ud på at arbejde med billedets enkelte dele, indtil vi kan samle de enkelte dele til en samlet forståelse for billedet.
Den første side i vejledningen giver dig et overblik i noteform over begreber til billedanalyse. Derefter følger en model, som hjælper dig med at komme i gang med din billedanalyse, hvis du synes, det er svært at få begyndt.
Derefter følger en gennemgang af de analysepunkter, der er relevante, når du analyserer billeder: motiv, komposition, farver, lys og skygge, personer og miljø, symboler og evt. genrer. Dernæst har vi hjælp til fortolkning og perspektivering. Til slut har vi en side om eksempler på billedanalyse og en forklaring til begreberne det denotative, det konnotative og det tekstlige niveau, som nogle lærebøger bruger. Til slut giver vi specifik hjælp til billedanalyse i fagene Dansk, Engelsk, Historie og Billedkunst.
Du kan se det meste af vejledningen som en værktøjskasse, hvor du kan hente begreber, du kan bruge i din analyse. Husk, at det er det enkelte billede, som skal styre din analyse. Det er sjældent relevant at analysere alle de punkter, som vi præsenterer i vejledningen.
Vores hjælp til billedanalyse fokuserer primært på malerier, men du kan bruge den til alle typer af billeder. Leder du efter hjælp til fotografier, så har vi en vejledning til at analyse af pressefotos, der kan være bedre at bruge. Vi har også særlig hjælp till analyse af reklamebilleder, og skal du arbejde med et skærmbillede fra en film, er vores filmanalysevejledning et godt sted at starte.